Brænder du for at omsætte samfundsøkonomisk indsigt til konkret politisk indflydelse? Vil du være med til at sætter aftryk på dansk erhvervsliv, innovation- og konkurrenceevne og ny teknologi? Kan du navigere i finansloven og balancere dyb talforståelse med politisk tæft på et solidt faktuelt grundlag? Så er du måske vores nye kollega.
Hvem er GTS-foreningen?
GTS-foreningen er brancheorganisationen for Danmarks syv Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter, der er Danmarks motor for innovation og teknologisk udvikling.
Vi styrker rammerne for innovation og teknologisk udvikling i dansk erhvervsliv ved at samle og repræsentere institutternes interesser politisk og strategisk. Foreningen skaber netværk, koordinerer fælles indsatser og profilerer GTS’ rolle som bindeled mellem forskning, virksomheder og samfund. Læs mere om GTS her
Om stillingen
Som politisk konsulent bliver du GTS’ ledende analytiker. Du skal sikre, at vores politiske forslag, udspil og strategier altid er baseret på grundige samfundsøkonomiske analyser. Dine indsigter bliver fundamentet for GTS’ policy-kvalitet, indflydelse og legitimitet – både i organisationen og i samfundsdebatten.
Centrale arbejdsopgaver
- Udarbejde og kvalitetssikre samfundsøkonomiske analyser baseret på makrodata, statistikbanker og centrale nøgletal
- Formidle komplekse analyser i overskuelige notater, talepapirer og beslutningsoplæg til både ledelse, bestyrelse og eksterne interessenter
- Overvåge, analysere og tolke finanslovsprocesser, bevillingsstrømme og økonomiske rammevilkår for GTS
- Følge og kommunikere makroøkonomiske og politisk-økonomiske trends, fx inden for grøn omstilling, digitalisering, teknologi og innovation
- Udarbejde policy papers, scenarier og høringssvar, baseret på data og økonomiske konsekvensvurderinger
- Rådgive og sparre med direktør, bestyrelse og kommunikation om aktuelle politiske muligheder, trusler og positionering
- Øge GTS’ eksterne synlighed ved aktivt at præsentere vores analyser og indsigter i relevante fora sammen med kommunikation og public affairs
Din profil
Vi leder efter dig, der har en samfundsøkonomisk uddannelse Du har dokumenteret erfaring med samfundsøkonomiske analyser på et højt niveau og interesse for innovationsdagsorden, erhvervspolitik og samfundsudvikling.
Du har stærke analytiske evner og er sikker i arbejdet med data, statistik og økonomiske modeller. Du evner hurtigt at sætte dig ind i politiske aftaler og økonomiske rammevilkår, ligesom du har dyb forståelse for sammenhænge mellem økonomi, politik og samfundsudvikling.
Kolleger og samarbejdspartnere kender dig som en fremragende formidler, der formår at gøre komplekse analyser tilgængelige for forskellige målgrupperer – både mundtligt og skriftligt. Du er også samarbejdsorienteret med evnen til sparre strategisk på baggrund af data.
Vi tilbyder
- En central rolle i GTS’ policy-arbejde og direkte mulighed for at præge vores strategiske linje
- Et stærkt fagligt miljø med engagerede kolleger og samarbejdspartnere
- Mulighed for at arbejde med nogle af de vigtigste dagsordener inden for teknologi, innovation og erhvervspolitik
- Et engageret og politisk bevidst arbejdsmiljø med højt til loftet og kort til grin
- En dynamisk organisation under forandring med mange nye muligheder for at præge arbejdsgange og ambitioner for at tage et endnu større samfundsmæssigt ansvar
Vores kontor ligger i Høje Taastrup, men vi flytter til nye moderne lokaler i centrum af København fra starten af 2026.
Vi er en lille forening med store ambitioner – og vi har brug for dig til at gøre vores stemme tydelig i samfundet. Lyder det som noget for dig? Så glæder vi os til at høre fra dig.
Ansøgning og kontakt
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte direktør Mette Fjord Sørensen på tlf. 24 83 21 72.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning, CV og relevante bilag senest den 4. december 2025.
Vi forventer at holde første samtalerunde i perioden 10.-12. december.
Anden samtalerunde gennemføres inden juleferien.
Stillingen ønskes besat fra 1. februar 2026.
Seneste aktuelt
2. december 2025
Rumfart skal være mere selvforsynende med månestøv
21. november 2025
Webinar: PFAS-udfasning i virksomheder – hvor starter man egentlig?
20. november 2025