Flere end 21.000 virksomheder samarbejdede i 2024 med mindst et af de syv danske GTS-institutter. Virksomheder får derved adgang til ny viden, testfaciliteter og rådgivning om udvikling af nye produkter til gavn for deres konkurrenceevne.
GTS-institutterne arbejder for at styrke danske virksomheders innovationsevne via ny viden og teknologi og ved at give virksomheder adgang til testfaciliteter, hvor nye ideer kan blive testet og gjort klar til markedet.
De sidste fem år har der været en stigning i samarbejdet med danske virksomheder både via kommercielle ydelser og i forsknings- og udviklingsprojekter. Det viser en ny rapport ”GTS i tal 2025”, der samler tal for perioden 2020-2024.
Tallene viser:
- Flere end 21.000 danske, private virksomheder købte i 2024 ydelser hos et eller flere GTS-institutter. Det er en stigning på mere end 7 pct. de sidste fem år.
Ydelserne kan fx være test af nye elektroniske produkter eller rådgivning om anvendelse af robotter i produktionen. - Der er også en markant stigning i forskning – og udviklingssamarbejder. 2.000 virksomheder har i 2024 samarbejdet med et GTS-institut i et forsknings- og udviklingsprojekt, svarende til en stigning på 37 pct. over de sidste fem år.
”Virksomhedernes omfattende samarbejde med GTS-institutterne viser, at institutterne spiller en nøglerolle for innovation og teknologisk udvikling i Danmark. Det er vi selvfølgelig glade for. Samtidig ser vi et potentiale for, at endnu flere virksomheder kan få gavn af et GTS-samarbejde, og institutterne er klar til at samarbejde med endnu flere virksomheder”, siger Mette Fjord Sørensen, direktør i GTS-foreningen, der samtidig peger på, at det er fast arbejde at udfylde denne rolle:
”Teknologiudviklingen går hurtigt. Det åbner hele tiden for nye muligheder for virksomheder. Derfor er det godt, at GTS-institutterne kan udvikle ny viden via forskningsmidler fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, der udgør 350 mio. kr. om året. Herudover investerer GTS-institutterne af egen lomme løbende i nye og forbedrede faciliteter til test, demonstration og udvikling. Alene i 2024 blev der investeret 152 mio. kr. i test- og demonstrationsfaciliteter”.
Kontaktinformation
Vil du gå videre med historien, er du velkommen til at kontakte direktør i GTS-foreningen, Mette Fjord Sørensen, på telefon 24 83 21 72.
De syv GTS-institutter er: Alexandra Instituttet, Bioneer, DBI, DFM, DHI, FORCE Technology og Teknologisk Institut.
Godkendt Teknologisk Service (GTS) hører under Uddannelses- og Forskningsministeriet, og det kræver en godkendelse at blive teknologisk serviceinstitut. GTS-institutterne er en del af den danske indsats for at understøtte vidensbaseret innovation og vækst i danske virksomheder.
Du kan hente “GTS i tal 2025” her