Ambitionen med det nye projekt er at øge genanvendelse af plast fra køleskabe, madrasser, sko og vindmøllevinger. Det skal ske med udgangspunkt i en tidligere udviklet teknologi. I projektet indgår en række store virksomheder og videnspartnere, og Innovationsfonden investerer 12 mio, kr. i projektet.
Det nye projekt skal videreudvikle og afprøve en dansk-udviklet banebrydende teknologi til genanvendelse af polyuretan. Grundet polyuretans holdbarhed og høje ydeevne er det en meget udbredt plasttype, der anvendes i mange forskellige produkter. Men efter brug ender 95 procent med at blive brændt af eller deponeret.
“Ambitionen med PURfection er at skabe cirkularitet for PUR-affald, så det kan omdannes til ny polyuretan af samme høje kvalitet som den oprindelige. Det er dog ikke helt ukompliceret, for det svarer groft sagt til at tage melet ud af en kage, der allerede er bagt, så man kan bruge det til nyt bagværk. Vi tror på, at vi kan lykkes med dette ved at samle et meget kompetent hold, der dækker hele værdikæden. Når det lykkes, kan teknologien både eliminere en stærkt ophobende og problematisk affaldskilde, sænke brugen af ressourcer fra fossile kilder og reducere CO2-aftrykket fra produktion af PUR”, fortæller projektleder Signe Grønborg fra Teknologisk Institut.
Ud over Teknologisk Institut, der er projektleder og videnspartner, tæller konsortiet Aarhus Universitet, de danske virksomheder PLIXXENT, DanFoam, FLSmidth, Tinby A/S, HJ Hansen og Eldan samt Københavns Kommune og den materialevidenskabsbaserede globale virksomhed DOW.
Bygger på banebrydende teknologi
I PURfection arbejdes der videre med en opsigtsvækkende teknologi, der tidligere er udviklet og patenteret af Aarhus Universitet og Teknologisk Institut. Her lykkedes det at erstatte ny, virgin polyol med genanvendt polyol fra en skummadras. Polyoler er sammen med isocyanat de to hovedkomponenter i polyuretan.
I det nye projekt er der fokus på at kunne genbruge begge hovedkomponenter i PUR. Det kræver en kompliceret adskillelsesproces af de to komponenttyper, men det vil muliggøre, at de hver især kan anvendes som nye kemiske byggesten på tværs af produkttyper.
Projektets fokus udvides nu også til andre PUR-holdige produkter, herunder komplekse, blandede affaldsstrømme fra fx kasserede køleskabe og madrasser. Udfordringen er her, at PUR-plasten fra produkt til produkt har vidt forskellig kemisk opbygning. Næste skridt bliver derfor at kunne opsplitte polyol-molekylerne fra PUR til endnu mindre molekyler, såkaldte monomerer. Det er et vigtigt skridt henimod et råmateriale, der er både rent og ensartet på tværs af PUR-typer, så det kan indgå i forskellige polyuretan-typer.
Innovationsfonden har investeret 12 mio. kr. i PURfection-projektet, som skal videreudvikle og opskalere konceptet i teknologien i alle værdikæde-led til en fuld cirkulær løsning for PUR – lige fra produktionen af PUR, indsamling og bearbejdning af PUR-affaldsstrømme til processen med at genskabe grundkemikalier fra udtjent PUR.
Læs mere om projektet og partnerne her
Foto: Teknologisk Institut