Med åbningen af CAST, Center for avanceret sensorteknologi, har danske virksomheder og videninstitutioner fået et sted, hvor testfaciliteter, ekspertise og særlig rådgivning stilles til rådighed.

Brugen af avancerede sensorer kan både støtte digitalisering, grøn omstilling og fremtidens IoT hos danske virksomheder. Det er tanken bag det nye Center for avancerede sensorteknologier, som FORCE Technology har åbnet.

Skal bygge bro og skabe bedre vilkår

Centerets formål er at bygge bro mellem de forskellige aktører som findes på området, og derigennem sikre, at den viden som produceres hos forskningsinstitutionerne, kan nå ud til virksomhederne og bliver integreret i samfundet.

”Center for avanceret sensorteknologi skal styrke økosystemet inden for sensorteknologi og skabe bedre vilkår for, at fx det danske startup-miljø kan stå stærkere i konkurrencen med udlandet, når det gælder sensor-løsninger. Det vil styrke Danmarks konkurrenceevne og skabe vækst”, siger Hanne Christensen, CEO i FORCE Technology og fortsætter:

”Danske virksomheder står midt i to store og enormt vigtige transformationer – den grønne og den digitale. Og alt for ofte bliver de to opfattet som forskellige ting, der forløber uafhængigt af hinanden, men sandheden er jo, at den ene er forudsætningen for den anden. Det er en ”twin transition”, vi er i gang med, og vi får langt større succes med den grønne omstilling, hvis vi lader digitaliseringen spille en afgørende rolle i den.”

Sensorer er en af de teknologier, der kan være med til at realisere FN’s verdensmål om bæredygtighed. I byerne vil intelligente sensorer fx i fremtiden styre strøm i det offentlige rum og i vores private hjem, og vi vil dermed spare store mængder strøm. I landbrugsområder vil sensorerne desuden styre vanding af afgrøder, så udbyttet bliver størst muligt.

Et sted hvor interessenter kan mødes

CAST henvender sig til alle aktører på området og kommer til at samarbejde med både små nystartede iværksættere, store veletablerede virksomheder, deep tech investorer, klynger, universiteter, myndigheder osv.

Centeret kan bl.a.

  • Understøtte ideer og projekter, der opstår på universiteterne – fx SkyLab på DTU
  • Etablere relationer til investorer eller virksomheder, der kan producere, videreudvikle eller ønsker at benytte den avancerede sensorteknologi
  • Validere ny sensorteknologi og dermed hjælpe med at få idé omsat til produkt, der er markedsgodkendt og -parat
  • Øge innovationen i særligt de små og mellemstore virksomheder. Fx gennem sparring om prototyper
  • Assistere danske deep tech startups inden for sensorteknologi og understøtte deres kommercielle skalering og ekspansion til nye markeder.

Du kan læse den fulde artikel her

Foto: FORCE Technology