Novo Nordisk Fonden støtter nyt innovativt fellowship-program, der skal uddanne nye frontløbere, der skal bekæmpe madspild og bane vejen for bæredygtige fødevaresystemer. Det handler om at opbygge den talentmasse, vi har brug for til at lede den grønne omstilling – og sikre, at Danmark fortsat er med forrest, når det gælder bæredygtig fødevareinnovation, lyder det fra Juan Farré, adm. direktør for Teknologisk Institut.
Teknologisk Institut står i spidsen for at drive BioSustainability Design Fellowship Programmet, der samlet set er finansieret med 97 mio. kr. af Novo Nordisk Fonden. Foruden den danske del indgår i programmet et samarbejde med FN’s Fødevareprograms IGNITE innovationshub i Østafrika.
BioSustainability Design Fellowship Programme sætter over de næste fire år fokus på bæredygtighed, tværfagligt samarbejde og praksisnær innovation igennem intensive fuldtidsforløb, hvor deltagerne arbejder tæt sammen med virksomheder og eksperter om at nedbringe madspild, styrke plantebaserede værdikæder og sikre bedre udnyttelse af ressourcer.
“BioSustainability Design Fellowship Programme er en gamechanger for Danmarks landbrugs- og fødevaresektor. Hos Teknologisk Institut er vi stolte af at stille faciliteter, ekspertise og stærke industrinetværk til rådighed, så kommende fellows kan omsætte ambitiøse idéer til konkrete, skalerbare løsninger. Det handler om at opbygge den talentmasse, vi har brug for til at lede den grønne omstilling – og sikre, at Danmark fortsat er med forrest, når det gælder bæredygtig fødevareinnovation,” siger Juan Farré, adm. direktør for Teknologisk Institut.
Innovation på tværs af grænser
I programmet indgår et samarbejde med FN’s Fødevareprograms IGNITE innovationshub i Østafrika, hvor det handler om at løse helt grundlæggende udfordringer med fødevaremangel, fødevaresikkerhed og lav produktivitet. Fælles for begge regioner er behovet for innovative løsninger, der kan implementeres i praksis og gøre en reel forskel – på tværs af infrastruktur, markeder og lokale forhold.
“Ved at kombinere Danmarks teknologiske styrker med den entreprenante tilgang i Østafrika, hjælper Biosustainability Design Fellowship Programme med at udvikle løsninger, der både er lokalt relevante og globalt skalerbare. Det styrker innovation på tværs af landegrænserne – og vi er stolte over at støtte et program, der binder netværk sammen på tværs af hele fødevareværdikæden på denne måde,” siger Mikkel Skovborg, Vice President for Innovation i Novo Nordisk Fonden.
Foto: Teknologisk Institut
Seneste aktuelt
2. december 2025
Rumfart skal være mere selvforsynende med månestøv
21. november 2025
Webinar: PFAS-udfasning i virksomheder – hvor starter man egentlig?
20. november 2025