Projektet Landmandsdrevet Innovation skal over to år opbygge et netværk, hvor landmænd selv står i spidsen for at udvikle og afprøve nye bæredygtige dyrkningsmetoder og teknologier. På den måde skal erfaringer fra praksis danne grundlag for innovative løsninger til fremtidens landbrug.

Fra foråret 2026 bliver danske marker til levende laboratorier. Det sker gennem et nyt og ambitiøst projekt, der med støtte fra Novo Nordisk Fonden skal styrke den grønne omstilling af landbruget gennem systematisk afprøvning af landmændenes egne idéer – direkte ude i marken.

Landmandsdrevet Innovation

I projektet Farmer-Driven Innovation er det de danske landmænd, der både udvikler nye idéer og selv tester innovative metoder og teknologier til en mere bæredygtig og skånsom dyrkning af jorden.

Teknologisk Institut og Agrovi leder projektet, som skal etablere seks regionale innovationsnetværk med deltagelse af landmænd fra hele landet. Netværkene forankres i de eksisterende rådgivningsvirksomheder i landbruget og er åbne for alle interesserede landmænd.

”Vi skal sikre, at den enkelte landmands gode idé kan afprøves og beskrives og – hvis den virker – hurtigt kan komme hele erhvervet til gavn. Det handler om at omsætte praktisk erfaring til dokumenterede dataunderstøttede resultater, så vi både kan styrke landbrugets konkurrenceevne og bidrage til den grønne omstilling. Det unikke ved projektet er, at vi kombinerer landmændenes praktiske erfaringer med systematisk dokumentation og videndeling, så vi sammen skaber et grundlag og løsninger til fremtidens landbrug,” siger Juan Farré, adm. direktør hos Teknologisk Institut.

Idéer skal samles, testes og udbredes i stor skala

I projektet er det landmændene selv, der driver udviklingen ved at generere idéer og afprøve nye bæredygtige metoder og teknologier i praksis.

”Det er banebrydende, at det nu er landmændene, der er i centrum for den positive udvikling. Desuden, at det sker i et samarbejde på tværs af aktører omkring landbruget. Projektet er en mulighed for at vise, at der er masser af fremsyn, innovation og vilje til forandring, i landbruget,” siger Agrovis direktør, Niels Peter Ravnsborg, der samtidig understreger, at projektet giver helt nye muligheder for at få de gode idéer ud at leve.

Seks rådgivningscentre fra hele landet er allerede med i projektet, der skal etablere regionale innovationsgrupper med 10-14 landmænd i hver. Grupperne får støtte til at afprøve deres idéer i praksis gennem tre forskellige forsøgsniveauer – fra simple tests i marken til mere avancerede forsøg.

Forsøgsresultaterne deles løbende, og der afholdes markvandringer og netværksmøder for at sikre bred formidling af erfaringerne.

I projektets første fase inviteres landmænd ind i regionale grupper, hvor de kan mødes fysisk og digitalt. I samarbejde med en innovationsforvalter fra en lokal rådgivningsvirksomhed udvikler og afprøver landmændene idéer.

Agrovi og Teknologisk Institut har modtaget en bevilling på 23 mio. kroner fra Novo Nordisk Fonden til denne fase, der løber fra 2025 til 2027. Bevillingen er en del af Novo Nordisk Fondens støtte til grøn omstilling under Den Grønne Trepart.

“Vi har brug for at støtte udviklingen af landbruget i alle led. Den Grønne Trepart handler ikke kun om at reducere landbrugsarealet, men også om at støtte landbrugsproduktionen i at rykke i en mere bæredygtig retning både for miljø, natur og indtjening. Danske landbrug har et godt udgangspunkt og er gode til at dele ny viden. Men vi har set gode erfaringer fra andre lande, hvor de så at sige har vendt værdikæden på hovedet og har givet landmændene flere muligheder for at arbejde med egne ideer og udbrede innovative løsninger. Det kan skal vi have mere af herhjemme, og det er netop det, et projekt som dette kan bidrage til”, siger Claus Felby, Vice President for Agri-Food i Novo Nordisk Fonden.

Læs mere om projektet her

Foto: Teknologisk Institut

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Om os

GTS-foreningen er brancheforening for de syv danske GTS-institutter. Vi varetager vores medlemmers interesser og arbejder for at gøre dem kendt - og anerkendt - for at løse nogle af de største udfordringer, Danmark står overfor. Via forskning og teknologi former GTS-institutterne fremtidens innovative og konkurrencedygtige erhvervsliv. Det skaber job, vækst og velfærd.


Kontakt

GTS
Godkendt Teknologisk
Service

Gregersensvej 1
DK-2630 Taastrup

Telefon: +45 45 16 26 26
info@gts-net.dk

Feed

5 pct. af forsvarsbudgettet bør gå til forskning - udover det der i forvejen er afsat. Vi kan noget i DK, og det bør vi satse endnu mere på for at styrke vores sikkerhed, siger @stinuslindgreen til forsknings- og forsvarspolitisk konference.