Ny stor undersøgelse af luftrensere viser, at en luftrenser ikke kan afløse almindelig udluftning for at skabe et godt indeklima. Resultaterne blev præsenteret på Ren luft-konference 2022.

Teknologisk Institut, Forbrugerrådet Tænk og Rådet for Grøn Omstilling har netop afsluttet en stor undersøgelse af 28 luftrenseres evne til at fjerne partikler, flygtige organiske stoffer og vira. Samtidig blev elforbrug og støjniveau målt samt luftrensernes eventuelle produktion af skadelig ozon.

Resultaterne giver ny viden om de forskellige teknologier i luftrensere, og er en stor hjælp for potentielle købere, da markedet for luftrensere er uigennemskueligt.

Slipper ikke for at lufte ud

Luftforurening er én af vores store risikofaktorer i forhold til alvorlige sygdomme og for tidlig død, og da danskerne opholder sig over 90 pct. af deres liv indendørs, er det vigtigt med et godt indeklima. Ren luft i vores boliger, institutioner og arbejdspladser er kommet i fokus de seneste år, og luftrensere, der lover at rense luften over 99 pct., dukker op i alle afskygninger og prisklasser.

Undersøgelsen viser imidlertid, at der er god grund til at overveje, om man har behov for en luftrenser.

”Med en luftrenser slipper man ikke for at lufte ud. Og man skal se sig godt for, hvis man vælger at købe en. Man risikerer at købe katten i sækken og i værste fald få en luftrenser, der forurener indeklimaet med sundhedsskadelig ozon”, siger Christel Søgaard Kirkeby, projektleder ved Forbrugerrådet Tænk.

Samtidig er det tydeligt, at der er behov for standarder på området, for de færreste luftrensere har en mærkning eller information, der gør det let for forbrugerne at vælge den rigtige luftrenser.

Svingede effektivitet

”Vores test viser, at HEPA- og EPA-filtre er mest effektive til at fjerne partikelforurening, og at filtre med aktivt kul kan fjerne skadelige gasarter, men at effektiviteten svinger meget. Vores resultater er i flere tilfælde markant anderledes end producenternes. Det er derfor nødvendigt med en harmoniseret teststandard”, siger Stig Koust, forretningsleder ved Teknologisk Institut.

Gennemtræk og en god emhætte er mere effektiv til at fjerne stegepartikler end den bedste luftrenser.

”Selvom de bedste luftrensere frafiltrerer over 99 pct. af partiklerne, så reducerer de ikke eksponeringen med 99 pct. i boligen, da personer i boligen når at indånde forurenet luft, inden luftrenseren renser den. Og vi må ikke glemme, at både emhætter og udluftning med gennemtræk er meget effektivt til at fjerne forurening fra boligen”, siger Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling.

Projektet er finansieret af den filantropiske forening Realdania og Grundejernes Investeringsfond. Resultaterne forventes på sigt at tjene som grundlag for krav til luftrensere i EU’s Ecodesign direktiv. Rådet for Grøn Omstilling har fungeret som projektleder for projektet.

Læs mere i pressemeddelelsen og se nogle af resultaterne her

Foto: Teknologisk Institut