Fyrtårnsprojektet “Fremtidens Grønne Byggeplads” er netop afsluttet, og slutrapporten viser, at der er store muligheder for at mindske både klimaaftryk og lokal forurening på danske byggepladser. Ved at kombinere nye teknologier og smartere arbejdsmetoder er det muligt at opnå både miljøforbedringer og effektiviseringer.

Teknologisk Institut, Per Aarsleff A/S og flere andre partnere har i fællesskab testet og dokumenteret en række løsninger inden for blandt andet støvbekæmpelse, energioptimering og begrænsning af udledninger. Under projektet blev byggepladsen Mindet i Aarhus brugt som testområde, hvor data og erfaringer er samlet ind gennem tre år.

Dokumenteret effekt og praktiske erfaringer

Projektet har givet konkrete erfaringer med, hvordan byggebranchens klima- og miljøaftryk kan mindskes uden at gå på kompromis med kvalitet eller effektivitet. Grith Bech-Nielsen, koncernbæredygtighedschef hos Per Aarsleff A/S, fremhæver betydningen af den nye viden:

“Projektet har givet os værdifuld viden om, hvor og hvordan vi kan reducere vores klima- og miljøaftryk på byggepladser uden at gå på kompromis med kvalitet og effektivitet. Det er netop denne form for konkret og dokumenteret indsigt, som byggebranchen har brug for, hvis vi skal igangsætte værdiskabende tiltag og løsninger med omtanke for både klima og miljø samt vores medarbejdere,” fortæller hun.

Blandt de løsninger, der er testet, er elektriske gravemaskiner, digitale skurvogne med solceller og maskiner, der kører på biodiesel. Disse tiltag har vist sig at kunne give store energibesparelser og væsentligt mindre CO2-udledning.

“Et særligt interessant resultat kom frem ved test af maskinernes brændstofsparende ECO-funktion. Ved rendegravning viste det sig, at maskinen ikke bare brugte mindre brændstof i ECO-mode – den gravede faktisk også hurtigere og mere effektivt end i normal drift. Dette resultat kan implementeres på eksisterende maskiner uden større omkostninger, men handler primært om at uddanne maskinførerne i optimal brug af funktionen,” siger Grith Bech-Nielsen.

Digitalisering og bedre dokumentation

Projektet har også haft fokus på øget digitalisering og brug af sensorer, der kan måle og dokumentere udledninger fra byggepladsen i realtid. Med et digital twin-system kan data fra sensorer og maskiner samles og give et præcist overblik over byggepladsens miljøpåvirkning.

“Vi har i projektet udviklet og testet metoder, der gør det muligt at overvåge og dokumentere udledninger fra byggepladser i realtid. Med sensornetværk, der måler luftkvalitet, støjniveauer og energiforbrug, samt mobilt udstyr til præcise målinger på entreprenørmaskiner, kan vi levere den nødvendige data til både dokumentation og optimering. Dette giver branchen et solidt grundlag for at leve op til bygningsreglementets skærpede krav,” siger Lars Overgaard, centerprojektleder ved Teknologisk Institut.

Med de kommende klimakrav i Bygningsreglementet bliver dokumentation og måling af CO2-udledning endnu vigtigere for hele branchen, og projektets erfaringer viser, at det kan lade sig gøre med de rette teknologier og indsatser.

Konkrete resultater og fremtidige muligheder

Projektet har bl.a. vist, at brugen af elektriske entreprenørmaskiner sammen med moderne skurvogne og optimeret adfærd kan give store miljøgevinster og samtidig forbedre arbejdsmiljøet. Erfaringerne fra Fremtidens Grønne Byggeplads er samlet i en slutrapport, som kan inspirere andre aktører i byggebranchen til at tage nye skridt mod grønnere byggepladser. Læs rapporten her.

Foto: Teknologisk Institut

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Om os

GTS-foreningen er brancheforening for de syv danske GTS-institutter. Vi varetager vores medlemmers interesser og arbejder for at gøre dem kendt - og anerkendt - for at løse nogle af de største udfordringer, Danmark står overfor. Via forskning og teknologi former GTS-institutterne fremtidens innovative og konkurrencedygtige erhvervsliv. Det skaber job, vækst og velfærd.


Kontakt

GTS
Godkendt Teknologisk
Service

Gregersensvej 1
DK-2630 Taastrup

Telefon: +45 45 16 26 26
info@gts-net.dk

Feed

5 pct. af forsvarsbudgettet bør gå til forskning - udover det der i forvejen er afsat. Vi kan noget i DK, og det bør vi satse endnu mere på for at styrke vores sikkerhed, siger @stinuslindgreen til forsknings- og forsvarspolitisk konference.