Kan nye metoder til genanvendelse af plast være katalysator for en mere cirkulær bilindustri? I partnerskabet RACE samler Teknologisk Institut partnere på tværs af industrien, for at styrke genbrug og genanvendelse af bilplast gennem fx nedbrydning og sortering af plast, mekanisk genanvendelse og kemisk genanvendelse ved pyrolyse.

En moderne bil indeholder mere end 200 kilo plast, og med over en milliard biler på verdens veje, er bilindustrien Europas tredje største plastforbruger efter henholdsvis emballage- og byggebranchen.

Mere end 80 pct af plasten fra udtjente biler i Danmark ender på forbrændingsanlæg eller deponeres. Teknologisk Institut har samlet aktører fra bilindustrien for at øge genbrug og genanvendelse af plastmaterialerne med op til 75 pct. Gennem et nyt partnerskab søger man at imødekomme bilindustriens fremtidige krav om højere genanvendelsesgrader for den plast, der anvendes i biler, i overensstemmelse med skærpede EU-regler.

“Plastkomponenter i en bil er en utrolig blandet landhandel, så der findes ikke én løsning, der passer til al plasten, eller én aktør der kan klare det hele. Vi skal derimod samarbejde på tværs og skabe en ny infrastruktur for bilernes plast. Derfor har vi etableret et bredt og ambitiøst partnerskab med en fælles mission om at gå forrest og indfri et stort miljø- og forretningspotentiale,” fortæller projektleder Søren Haack fra Teknologisk Institut.

Et partnerskab på tværs af aktører

Partnerskabet RACE, der er støttet af Miljøstyrelsen, har forenet bilproducenter, sædeproducenter, autoværksteder, forsikringsselskaber, plastproducenter, autogenbrugsvirksomheder og genanvendelsesfirmaer.

I løbet af de næste tre år vil partnerne udvikle og optimere metoder, der gør bilplast mere cirkulært med fokus på følgende områder:

  • Forbedret udsortering og genbrug af plastdele hos autoværksteder og autogenbrugsvirksomheder.
  • Avanceret nedbrydning og sortering af blandet plast hos genanvendelsesvirksomheder.
  • Mekanisk genanvendelse, hvilket indebærer neddeling og omsmeltning af hård plast til ny råvare.
  • Kemisk genanvendelse af sædeskum og resterende plast, eksempelvis gennem pyrolyse.

Målet er at implementere løsninger, der gør det både økonomisk og miljømæssigt fordelagtigt at demontere plast fra udtjente og reparerede biler og distribuere plasten til de mest egnede genanvendelseskanaler.

Projektet sker med afsæt i optrækket til nye og skrappere EU-regler for genanvendelsesgraden af den plast, der bruges i biler. En ny foreslået ELV-forordning (End-of-Life-Vehicles) lægger i denne sammenhæng op til, at fra 2030 skal 25 pct af plasten i nye biler være genanvendt plast, heraf skal 25 pct komme fra biler.

Læs mere om projektet her

Foto: Teknologisk Institut

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Om os

GTS-foreningen er brancheforening for de syv danske GTS-institutter. Vi varetager vores medlemmers interesser og arbejder for at gøre dem kendt - og anerkendt - for at løse nogle af de største udfordringer, Danmark står overfor. Via forskning og teknologi former GTS-institutterne fremtidens innovative og konkurrencedygtige erhvervsliv. Det skaber job, vækst og velfærd.


Kontakt

GTS
Godkendt Teknologisk
Service

Gregersensvej 1
DK-2630 Taastrup

Telefon: +45 45 16 26 26
info@gts-net.dk

Feed

5 pct. af forsvarsbudgettet bør gå til forskning - udover det der i forvejen er afsat. Vi kan noget i DK, og det bør vi satse endnu mere på for at styrke vores sikkerhed, siger @stinuslindgreen til forsknings- og forsvarspolitisk konference.