Nyt projekt skal være udstillingsvindue for en række energi- og klimavenlige tiltag på byggepladser, der skal bidrage til den grønne omstilling i bygge- og anlægsbranchen.
2030-klimamål og stort fokus på forurening fra bynære byggepladser gør det nødvendigt at kigge på grøn omstilling i bygge- og anlægsbranchen. Et nyt projekt med Teknologisk Institut og Per Aarsleff A/S i spidsen, kaldet Fremtidens grønne byggeplads, skal i løbet af de næste tre år undersøge effekten af forskellige tiltag. Projektet er støttet af Miljøstyrelsens MUDP-program og er et fyrtårnsprojekt.
Grønne tiltag
”Vi ønsker at give branchen evidens for, hvilke grønne tiltag der giver mest klima- og miljøeffekt for pengene. Vi afprøver derfor en række alternative drivmidler og andre teknologier til at reducere energiforbruget på byggepladsen. Dermed får branchen et bedre grundlag for at træffe beslutninger for den grønne omstilling,” siger Lars Overgaard, projektleder, Teknologisk Institut.
I forhold til entreprenørmaskiner forklarer han desuden, at nogle vil blive konverteret til el, andre vil køre på alternative brændstoffer som GTL og HVO ligesom et par specialmaskiner vil få sat partikelfilter og SCR- katalysator på.
Et netværk af sensorer skal måle før og eftervirkningerne af disse initiativer. Sensorerne vil konstant overvåge luftkvalitet og støj. Desuden vil kørselsmønster og forurening også blive overvåget for hver enkelt maskine.
Byggeplads bliver et udstillingsvindue
Per Aarsleff A/S deltager i projektet med én eller flere byggepladser, som endnu ikke er valgt. Byggepladsen bliver et udstillingsvindue for, hvad man kan opnå af primært CO2 reduktioner men også reduktioner af støv og støj med maskiner, materiel og mandskab.
”Vores byggepladser ligger ofte i tæt bymæssig bebyggelse. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi minimerer vores påvirkning af miljøet. Projektet vil give os et billede af, hvad vi kan gøre for at reducere emissioner ved fx at anvende eldrevne køretøjer i stedet for diesel og ændre vores adfærd ved fx at reducere kørslen på pladsen,” siger Lars Dithmer, bæredygtighedschef hos Per Aarsleff A/S.
Kørsel og energiforbrug minimeres
Aarhus Universitet har til opgave at se på logistikken på byggepladsen og vurdere, hvor kørsel og energiforbrug kan minimeres.
”Vha. sensorteknologi og lokationsdata kan vi udvikle et heat map over, hvor f.eks. en gummiged har kørt, hvad den laver og hvor meget det koster i udledning af partikler og CO2,” forklarer Søren Wandahl, ingeniørdocent, Aarhus Universitet.
Målsætningen er at skabe en såkaldt digital tvilling som dokumenterer nuværende kørsel og hvor det er muligt at se, hvordan fx mindre tomgangskørsel vil påvirke emissioner og CO2.
Skal hjælpe hele branchen
Aarsleff-koncernen har en vision om at bidrage til fremtidens bæredygtige samfund og oplever også, at flere og flere kunder kræver byggepladser, som er så bæredygtige som muligt.
”Vi ønsker, at vores konklusioner i projektet skal give inspiration til alle byggepladser for, hvordan vi nedbringer emissioner og reducerer CO2. Nu får vi brugbare fakta, som viser os og branchen, hvilke tiltag der vil give størst værdi for vores miljø og klima,” siger Lars Dithmer, Per Aarsleff A/S.
Du kan læse den fulde pressemeddelelse her
Foto: Aarsleff
Seneste aktuelt
28. november 2023
CHEXS sparer 10 mio. kr. til måleudstyr til røntgenspejle
28. november 2023
Whitepaper: Standardisering af lyd, lydopfattelse og akustik
23. november 2023