Technical Education Copenhagen (TEC) har netop modtaget en bevilling på fem millioner kroner fra Nordea Fonden, og er nu klar til at etablere et nyt innovationscenter for grøn transport, der bl.a. kommer til at huse landets første erhvervsuddannelse som elbiltekniker. GTS-institut hjælper med rådgivning og kompetencer.

TEC, der er en af landets største erhvervsskoler, har netop modtaget over fem millioner kroner fra Nordea Fondens ”Værkstedspuljen’”. Med en egenbetaling på 2,5 millioner oveni, er TEC klar til at åbne ’Center for elektrisk fremdrift’ på TEC Hvidovre i det nye år.

”Det her er virkelig julegaven over dem alle. Danmark har et kæmpe behov for, at vi får løftet kompetencerne i transportsektoren til grøn omstilling. Formålet er, at teknikere og chauffører også kan betjene og reparere el- og hybridkøretøjer. Derfor er jeg så glad for, at TEC nu har fået støtte fra Nordea Fonden til at oprette et center, der skal være førende inden for grønne transportteknologier, og som kommer til at løfte alle de transportuddannelser, vi udbyder i Hvidovre. For det er helt afgørende, at vores uddannelsesudbud er teknologisk relevant, så det matcher arbejdsmarkedets behov,” siger Per Nørregaard, uddannelseschef på TEC.

Bevillingen fra Nordea Fonden skal både gå til at opdatere værksteder, efteruddanne faglærere og købe nye maskiner og udstyr – blandt andet elektriske lastbiler og simulatorer til undervisningen.

Stærke samarbejdspartnere

TEC’s nye transportcenter bliver udviklet i tæt samarbejde med en række partnere, der på forskellig vis har fingeren på pulsen inden for nyeste, bæredygtige transportteknologier.

En af samarbejdspartnerne er GTS-instituttet Teknologisk Institut, der tester de nyeste grønne teknologier i tæt samarbejde med erhvervslivet, og som skal rådgive TEC i indkøb og kompetenceudvikling.

”Partnerskaber er vigtige i de her år, hvor udviklingen af nye teknologier buldrer afsted, og hvor det kan være svært for eksempelvis erhvervsskoler at træffe kvalificerede valg om nye investeringer. Her er det godt, at TEC rækker ud til os, så vi kan hjælpe med de valg, som gør, at TEC kan få uddannet folk i transportsektoren, der evner at bruge de nye teknologier fra den dag, de står med et svendebrev i hånden,” siger Morten Gottlieb Warming-Jespersen, centerchef hos Teknologisk Institut.

TEC udbyder en række transportuddannelser, som alle kommer til at få et teknologisk løft med det nye Center for elektrisk fremdrift. Og fra sommeren 2024 er det planen, at TEC optager sit – og landets – første hold lærlinge på en ren elbilteknikeruddannelse.

Læs mere her

Foto: TEC

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Om os

GTS-foreningen er brancheforening for de syv danske GTS-institutter. Vi varetager vores medlemmers interesser og arbejder for at gøre dem kendt - og anerkendt - for at løse nogle af de største udfordringer, Danmark står overfor. Via forskning og teknologi former GTS-institutterne fremtidens innovative og konkurrencedygtige erhvervsliv. Det skaber job, vækst og velfærd.


Kontakt

GTS
Godkendt Teknologisk
Service

Fæstningens Materialgård
Frederiksholms Kanal 30, indgang A3, 1. sal
1220 København K

Telefon: +45 24 83 21 72
info@gts-net.dk

Feed

5 pct. af forsvarsbudgettet bør gå til forskning - udover det der i forvejen er afsat. Vi kan noget i DK, og det bør vi satse endnu mere på for at styrke vores sikkerhed, siger @stinuslindgreen til forsknings- og forsvarspolitisk konference.