I et nyt projekt forsøger man at udvikle løsninger, der gør det muligt at adskille og genanvende materialerne fra tæppefliser. Teknologisk Institut leder projektet ”Cirkulære Tæppefliser”, der også tæller Ege Carpets, Fibertex Nonwovens og Shark Solutions.

Om blot to år skal størstedelen af materialerne fra tæppefliser kunne adskilles og indgå i nye tæpper. Den kommercielle cirkulære løsning bliver den første af sin art på markedet.

“Tekstilvirksomhederne står med mange af de samme udfordringer i den grønne omstilling. De skal gå fra en lineær produktionsform, hvor varerne bliver produceret, brugt og siden kasseret, til en cirkulær, hvor brugte tekstiler kan blive til nye tekstilprodukter. Det kræver nye samarbejdsformer, og derfor har vi her samlet aktører, der kan blive starten på en ny cirkulær forsyningskæde for tæppefliser”, fortæller projektleder Aisha Rafique fra Teknologisk Institut.

Skal adskilles og genanvendes

Tæppefliser er populære i virksomheder, for eksempel i servicesektoren, fordi de er nemmere at håndtere end væg-til-væg-tæpper. Tæpperne er designet til lang holdbarhed og høj slidstyrke, hvilket traditionelt har gjort dem svære at skille ad igen og genbruge eller genanvende.

Projektet har derfor fokus på at kunne adskille og genanvende materialerne, og sigter efter at opnå en høj genanvendelsesgrad af post-consumer tæpper. Også nålefilten på bagsiden af tæpperne skal kunne genanvendes i nye fliser. Målet for konsortiet er derved at sætte nye standarder for cirkulær tekstilproduktion.

Take-back-ordning afgørende

Ege Carpets har allerede demonstreret i deres laboratorie, at det er teknisk muligt at adskille lagene. Næste skridt bliver derfor at forbedre teknologien og vise, at den også er økonomisk og miljømæssigt bæredygtig i stor skala.

“Vi introducerer en takeback-ordning, hvor kunderne kan levere deres brugte tæpper tilbage til os. Kombineret med en vellykket teknik til at adskille materialerne er vi derfor godt på vej til at kunne etablere en ny cirkulær forsyningskæde i samarbejde med vores projektpartnere. Det er et stort gennembrud, som vi er meget stolte af”, fortæller produktudviklingsingeniør Sanne Vehl Rytter fra Ege Carpets.

Projektet er støttet af MUDP under Miljøministeriet.

Læs mere her

Foto: Teknologisk Institut

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Om os

GTS-foreningen er brancheforening for de syv danske GTS-institutter. Vi varetager vores medlemmers interesser og arbejder for at gøre dem kendt - og anerkendt - for at løse nogle af de største udfordringer, Danmark står overfor. Via forskning og teknologi former GTS-institutterne fremtidens innovative og konkurrencedygtige erhvervsliv. Det skaber job, vækst og velfærd.


Kontakt

GTS
Godkendt Teknologisk
Service

Fæstningens Materialgård
Frederiksholms Kanal 30, indgang A3, 1. sal
1220 København K

Telefon: +45 24 83 21 72
info@gts-net.dk

Feed

5 pct. af forsvarsbudgettet bør gå til forskning - udover det der i forvejen er afsat. Vi kan noget i DK, og det bør vi satse endnu mere på for at styrke vores sikkerhed, siger @stinuslindgreen til forsknings- og forsvarspolitisk konference.