Årets bedste IoT-løsning skal kåres i september 2021

FORCE Technology og Alexandra Instituttet går sammen med DigitalLead, DI Digital og EOT Electronics of Tomorrow om at kåre årets bedste IoT-løsning i Danmark.

Fra 2021 og frem vil årets bedste IoT-løsning i Danmark blive kåret. Det sker i regi af Nordic IoT Centre, som drives af de to GTS-virksomheder FORCE Technology og Alexandra Instituttet, i samarbejde med aktører og partnere fra det digitale innovationslandskab i Danmark.

“IoT-løsninger er en af grundstenene i den digitale transformation og grundlaget for, at vi gennem digitalisering kan øge velstand, bæredygtighed og livskvalitet til glæde for både industri og samfund. Med denne pris ønsker vi at sætte fokus på et centralt område i den digitale transformation, nemlig evnen til at skabe eller omforme fysiske objekter til digitale enheder. Jeg glæder mig til at se mange værdiskabende og innovative IoT-løsninger og i sidste ende finde årets bedste”, siger Anders Mynster, Head of Department, loT Technology & Architecture i FORCE Technology og leder af Nordic IoT Centre.

Kåringen bliver en årlig tilbagevendende begivenhed, der kan inspirere og motivere hele det danske IoT-økosystem til at udvikle løsninger af høj kvalitet.

Bæredygtighed, økonomisk forbedring og livskvalitet er afgørende

I konkurrencen, der officielt løber fra d. 1. juni 2021 til og med 2. juli 2021, opfordrer partnerne alle virksomheder, brugere og leverandører af IoT-løsninger til at indstille deres bud på årets bedste IoT-løsning. D. 9. august vil de tre bedste kandidater blive offentliggjort i et finalefelt.

Ved kåringen d. 1. september vil ejeren af løsningen og op til tre underleverandører modtage prisen for årets bedste IoT-løsning

I bedømmelsen vil der især blive lagt vægt på den værdi og effekt, de indstillede IoT-løsninger skaber for brugerne og samfundet, dvs. om løsningen skaber:

  • Øget bæredygtighed
  • Øget produktivitet og omsætning
  • Bedre velfærd og livskvalitet

Dertil er kravet, at IoT-løsningen enten skal være udviklet eller taget i anvendelse i Danmark, og at den som minimum skal have været i fuld drift fra d. 2. april 2021.

Erfaren dommerkomité skal kåre vinderen

Til at finde og kåre den bedste IoT-løsning nedsættes hvert år en dommerkomité, der består af personer med stor indsigt i IoT-området og i digitaliseringen af virksomheder og samfund. Dommerkomiteen er både ansvarlig for udvælgelsen af de tre slutkandidater og kåringen af den endelige vinder.

”Vi håber på en stor bredde og diversitet i ansøgerfeltet, og at så mange virksomheder, brugere og leverandører som muligt ønsker at dele deres smarte løsninger med os i forsøget på at finde den bedste”, afslutter Anders Mynster.

Du kan læse den fulde artikel hos FORCE Technology her

Foto: FORCE Technology