Et nyt projekt mellem Teknologisk Institut og Guardian Protection Products A/S skal udvikle en effektiv PFAS-fri imprægneringsspray til tekstiler. Initiativet kommer i kølvandet på Folketingets beslutning om at forbyde PFAS i tøj, sko og møbler fra 1. juli 2026.
Tekstilsektoren står for 60 pct. af PFAS-udledningen, som primært opstår under vask af tøj, ifølge European Chemicals Agency. Det har medført pres fra både myndigheder og forbrugere for at finde PFAS-fri alternativer. Derfor forsøger projektet Fremtidens tekstilimprægnering at udvikle en imprægneringsspray, der beskytter tekstiler mod vand, fedt og smuds, uden brug af PFAS.
“For virksomhederne betyder det, at de snart skal finde gode alternativer til PFAS for at fremtidssikre forretningen. PFAS i imprægnering har unikke beskyttende egenskaber, så vi skal tænke ud af boksen for at finde noget, der virker lige så godt. Men lykkes det, åbner det både for store miljøgevinster og forretningsmuligheder”, fortæller konsulent Emil Damgaard-Møller fra Teknologisk Institut.
Udvikling af PFAS-fri imprægnering
Teknologisk Institut vil over de næste to år undersøge mulige erstatningsstoffer for PFAS og udføre omfattende test og udviklingsarbejde i deres laboratorier. Målet er at have et effektivt PFAS-frit imprægneringsmiddel klar til evaluering ved projektets afslutning.
“Vi har de seneste år aktivt arbejdet på at fjerne PFAS i alle vores produkter, og mangler nu kun ét produkt for at nå i mål med denne mission, hvilket vi regner med at have udført inden for de næste måneder. De PFAS-fri alternativer, der er tilgængelige i dag, er dog ikke lige så effektive. Så hvis vi sammen med Teknologisk Institut kan udvikle et mere skånsomt middel med samme beskyttende egenskaber som PFAS, vil det være et drømmescenarie, der kan få markant betydning for vores markedsposition på længere sigt”, fortæller administrerende direktør Anders Skovbølling fra Guardian.
Udfordringer med eksisterende silikonebaserede løsninger
Silikonebaseret imprægnering anvendes ofte som erstatning for PFAS, men beskytter primært mod vand og er mindre effektiv mod fedt og snavs. Desuden har mange typer silikone en negativ miljøpåvirkning.
“Ligesom PFAS er silikone et modstandsdygtigt stof, som kun langsomt nedbrydes i miljøet. Derfor ønsker vi at udvikle et reelt alternativ til PFAS, det vil sige uden de miljøskadelige egenskaber, som vi ser konsekvenserne af nu med PFAS”, fortæller Emil Damgaard-Møller.
En succesfuld udvikling af en PFAS-fri imprægneringsspray kan også bidrage til at udfase PFAS i andre sektorer, og give myndighederne en stærkere basis for at regulere brugen af skadelige kemikalier.
Projektet Fremtidens tekstilimprægnering er støttet af MUDP under Miljøministeriet.
Foto: Teknologisk Institut
Seneste aktuelt
30. oktober 2024
Konference: Sådan bliver din SMV resilient
30. oktober 2024
Cykelproducent fik hjælp til at automatisere
25. oktober 2024