Byggebranchen står i dag for 30 pct. af CO2-udledningen i Danmark, og 35% af al affaldsproduktion stammer fra byggerier ifølge Klimapartnerskabet for Byggeri og Anlæg. Nu skal en ny AI-løsning dog gøre det lettere at genbruge byggematerialer i stor skala og med stor effekt.
Der blev i 2023 introduceret lovkrav om at foretage livscyklusvurderinger på alle byggerier over 1000 m2, samtidig med at man i Danmark over en 6-årig periode skal reducere betragteligt på CO2 udledningen i forbindelse med nye byggerier.
For at nå de mål kan genbrug af byggematerialer fra tidligere bygninger spille en markant rolle. Derfor har DigitalLead i samarbejde med Alexandra Instituttet, Upcycling Forum, Trifork og LINK Arkitektur, samt en række kommuner, indgået i et projekt, der skal gøre det lettere at kortlægge og registrere potentielle byggematerialer fra tidligere byggerier, så de kan få nyt liv i nye byggeprojekter og dermed sikre mindre CO2-udledning i forbindelse med byggeriet.
Nemmere og billigere kortlægning af bygninger
Ifølge Torben Blach, der er projektleder hos Alexandra Instituttet, skal projektet være med til at gøre det meget nemmere og billigere at kortlægge bygninger og dermed, hvad man kan genanvende.
”I dag er det en omstændig proces at registrere bygningsmaterialer fra ældre bygninger. Det kræver, at man har et hold af eksperter ude med målebånd, papir og blyant, som gennemgår bygningen for, hvilke materialer, der kan genbruges,” forklarer Torben Blach.
Han tilføjer, at projektet har sigtet efter at gøre det nemt at anvende, så man ikke nødvendigvis behøver en lang byggefaglig uddannelse for kunne vurdere, hvilke materialer, der kan genbruges:
”Vi har lavet en løsning, der virker på nyere Iphones og Ipads. Derfor vil personer, der har fået en kort introduktion til, hvordan teknologien skal anvendes, kunne gå ud og skabe digitale 3D repræsentationer af bygningerne.”
Teknologien og potentialet
En håndholdt iPad eller iPhone med en LIDAR-app scanner en bygning, og scanningen omdannes til en 3D-model. Modellen indeholder dimensioner og genkendelse af vinduer og døre, så den kan understøtte opgaver som overfladeberegninger og optælling af objekter.
Der er planer om fremtidige funktioner som materialeklassifikation og dataeksport i formater, der er kompatible med de systemer, der anvendes af arkitekter, ingeniører og byggefagfolk, nemlig BIM (Building Information Modeling) og CAD (Computer-Aided Design).
Planen er, at kommunerne skal kunne bruge deres eget it-system til at få overblik over genbrugsmaterialet, fortæller Torben Blach. Værktøjet skal ultimativt kunne anvendes i alle bygninger, og det skal kunne udregne CO2-besparelserne ved genbrug af de respektive materialer. Målet er at videreudvikle løsningen til et dynamisk værktøj, som både kommuner og bygherrer kan bruge.
DigitalLead er medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.
Du kan læse mere om projektet her
Foto: Unsplash
Seneste aktuelt
30. oktober 2024
Konference: Sådan bliver din SMV resilient
30. oktober 2024
Hvordan skaber vi robuste digitale samfund?
30. oktober 2024
Håndbog for højsikkerhed i bygge- og anlægsprojekter
25. oktober 2024