Ved dette års folkemøde på Bornholm deltager GTS-nettet i flere sammenhænge. Du kan blandt andet blive klogere på bæredygtighed ved byggeprojekter, når Teknologisk Institut sætter fokus på, hvordan kvalitet er vejen til bæredygtighed.

Når vi taler om bæredygtighed i byggebranchen glemmes ordet kvalitet alt for ofte. Kvalitet er lig med holdbarhed og lang levetid, som er oversete parametre i bæredygtigheden. Spørgsmålet er, om der i virkeligheden er et dilemma i at sikre bæredygtighed og god kvalitet, når vi bygger?

Ifølge Realdania rives der årligt 2-3 mio. m2 ned. Det vurderes, at byggeri fra før 1950 har størst ressourcepotentiale, fordi der er brugt materialer med stor holdbarhed og uden miljøskadelige stoffer samt bygget på en måde, så materialerne kan skilles ad og genbruges – i langt højere grad end i dag. Samtidig skønner Byggeskadefonden, at omkring 10 procent af den årlige værdi af byggeproduktionen går til udbedring af svigt, fejl og mangler i alle faser af et byggeris opførelse og drift. Fejl koster dyrt økonomisk, men også i det vigtige klimaregnskab.

Kom med, når Teknologisk Institut diskuterer: Hvad er kvalitet i byggeriet? Hvordan kan vi blive bedre til at sikre kvaliteten i det vi bygger og renoverer? Og hvad skal der til for, at vi fremover er villige til at betale for kvalitet og en mere bæredygtig adfærd i byggeriet?

Deltagere

Lennie Clausen, Programchef, Realdania

Morten Frihagen, Adm. direktør, Dansk Håndværk

Hanne Ullum, Vicedirektør, Bygherreforeningen

Lise Aaen Kobberholm, Vicedirektør, Social og Boligstyrelsen

Debatten faciliteres af ordstyrer, Mette Glavind, som er direktør i Byggeri og Anlæg hos Teknologisk Institut.

Praktisk info

Tidspunkt: D. 16. juni 2023, kl. 14:30 – 15:30

Sted: E15 – Opfinderrådgivningen, E – Kampeløkke Havn