Et nyt projekt mellem Teknologisk Institut og biotek-virksomheden pK Chemicals A/S skal sikre en øget genbrug af fossilt ethanol i farmaceutisk produktion.

Den danske biotek-virksomhed pK Chemicals A/S er i et nyt samarbejde gået sammen med Teknologisk Institut, om at udvikle en metode, hvor opløsningsmidlet ethanol i reststrømme regenereres og genanvendes i deres farmaceutiske produktion. Målet er at reducere virksomhedens indkøb af nyt ethanol med 80 pct. Genanvendelsesteknologien har derfor potentiale til at reducere CO2-udledningen relateret til farmaceutisk produktion.

Fra destruktion til genbrug

Ethanol er et uundværligt opløsningsmiddel for mange produktionsvirksomheder. Hos pK Chemicals A/S, der producerer ingredienser til medicinalindustrien, anvendes ethanol i oprensningsprocesser af virksomhedens produkter. For at sikre renheden af ethanolet fremstilles det af fossile kilder. Det brugte ethanol sendes herefter til destruktion eller anden form for genanvendelse, og man indkøber nyt ethanol til den næste produktion.

”Formålet med projektet er at udvikle en ny proces, der gør det muligt at oprense og genbruge det direkte i produktion fremfor at sende det til destruktion eller genanvendelse udenfor virksomheden. På den måde opnår virksomheden både en stor økonomisk besparelse, en grønnere profil og et stærkt reduceret CO2-aftryk”, fortæller konsulent og projektleder Signe Strange Grønborg (ph.d.) fra Teknologisk Institut.

Det to-årige projekt, som er støttet af MUDP under Miljøstyrelsen, skal munde ud i, at den udviklede løsningsmodel etableres on-site hos pK Chemicals.

Oprenseteknologier skal tilpasses unikke reststrømme

Industriel recirkulering af ethanol er udfordrende, fordi de eksisterende oprensningsteknologier ikke er ”plug-and-play”, men kræver at forskellige teknologier kombineres, udvikles og tilpasses til det unikke indhold i en reststrøm fra en specifik produktion. Derudover stilles der indenfor industriel farmaceutisk produktion særligt høje krav til renheden af det anvendte ethanol. Derfor kræver genanvendelse af ethanolstrømme en skræddersyet metode med skærpet fokus på renhed og kvalitetssikring af den oprensede ethanolstrøm.

Genanvendelse styrker virksomhederne

Da kravene til renhed og sporbarhed i den farmaceutiske industri er høje, forventes det, at den udviklede løsningsmodel let ville kunne leve op til de krav, som måtte stilles til regenereret ethanol i andre brancher, hvor kravene ofte er lavere. Genanvendelse af ethanol har potentiale til at medføre en reduktion i CO2-udledningen på 22.000 tons årligt alene i Danmark.

”Genanvendelse af råvarer i produktion er et centralt element af den grønne omstilling. Det er glædeligt, at så mange virksomheder øger deres fokus på miljøbevidst produktion, og at flere virksomheder også har ambitioner om at gå forrest i den grønne omstilling. Håbet er, at erfaringer fra dette projekt vil kunne tilpasses og overføres til andre brancher og typer af produktionsvirksomheder. Jo bedre virksomhederne er til at genbruge reststrømme, des stærkere står de i forhold til markedet og den grønne omstilling”, fortæller Signe Strange Grønborg.

Du kan læse den fulde pressemeddelelse her

Foto: pK Chemicals