En ny app udviklet til at støtte flersprogede SOSU-elever kan potentielt afhjælpe nogle af de sproglige udfordringer, som mange elever står overfor i mødet med borgeren. Ved at inddrage eleverne i udviklingsprocessen er appen designet til deres specifikke behov, hvilket forhåbentlig kan øge antallet af færdiguddannede og motiverede SOSU-medarbejdere.

Skal hjælpe de flersprogede SOSU-elever

Der er generelt bred politisk enighed om, at den danske ældrepleje skal styrkes. En af udfordringerne er, at der i fremtiden kommer til at mangle arbejdskraft i sektoren, hvor fremskrivninger viser, at der i 2035 kan mangle ca. 15.000 flere social- og sundhedsassistenter og -hjælpere. Det skyldes kraftig vækst i antallet af plejekrævende ældre, lavere søgning til og højt frafald på SOSU-uddannelserne, samt at mange ansatte i SOSU-faget vil gå på pension de næste år.

I dag er hver anden social- og sundhedshjælperelev og hver fjerde social- og sundhedsassistentelev i Danmark født og opvokset uden for Danmark, og blandt andet sproglige vanskeligheder gør, at en del af dem har svært ved at færdiggøre deres uddannelse.

Men hvordan kan man i højere grad sikre, at flere elever færdiggør deres uddannelse og efterfølgende ønsker at arbejde i ældreplejen? En af løsningerne kan være en ny app, der afhjælper de sproglige vanskeligheder.

Inddragelse i udviklingsprocessen giver pote

Det nye redskab er taget overvældende godt imod af SOSU-eleverne. Hemmeligheden bag succesen er, at de har været inddraget gennem hele processen, og at deres behov og problemer ligger til grund for appens funktioner. Sådan lyder det fra Alexandra Instituttets Senior Solution Architect Jakob Fredslund, der sammen med kolleger fra Alexandra har arbejdet sammen med antropologer fra Aarhus Universitet og VIVE i projektet for at forstå brugernes egentlige behov og dermed udvikle teknologi, som netop hjælper dem i deres arbejde og hverdag:

“Vi ville udvikle et redskab, som flersprogede SOSU-elever kan have i hånden, når de har brug for støtte ude hos borgeren. Vi har faciliteret en brugerinddragende proces, hvor eleverne har været med til at prioritere, hvor det er sværest for dem, og hvad de har brug for hjælp til. Vi har implementeret appen og designet brugergrænsefladen, så den er genkendelig og intuitiv for dem i forhold til den hverdag, de kender i forvejen,” siger han.

Selvom langt størstedelen taler og forstår noget dansk, så viste processen, at der for de flersprogede SOSU-elever stadig er en barriere ift. at huske konkrete fagord, som er vigtige for at gøre sig forståelige og for at opbygge en god relation til borgeren.

SOSU-appen understøtter elevernes læring og kommunikation med borgere og kollegaer via sproghjælps- og fagsprogsfunktioner. I appen kan eleverne også benytte et 3D-kropsatlas, hvor de kan klikke på forskellige kropsdele og få afspillet betegnelser for dem.

“Det gør mig glad, at jeg kan hjælpe min borger. Det giver mig sikkerhed og tryghed hos borgeren, at jeg kan hjælpe, når jeg kan kommunikere på sproget”. sådan lød det fra en SOSU-elev, der udtalte sig til et indslag i TV2 Syd.

9 anbefalinger

Projektet Fra Migrant til SOSU-Aspirant (MIGSOSU) har kortlagt og analyseret SOSU-medhjælpernes udfordringer. Med formålet om at styrke uddannelse og rekruttering af herboende migranter til ældreplejen har projektet, foruden den nye SOSU-app, resulteret i 9 konkrete anbefalinger.

De 9 praksisanbefalinger kommer af, at man i projektet har kortlagt og analyseret SOSU-elevernes udfordringer, og drejer sig bl.a. om faste mentorer, der oplærer SOSU-eleverne, anerkendelse af borgeres rolle i elevernes sproglæring samt praksisnær oplæring i dokumentation.

Alexandra Instituttet har arbejdet sammen med Aarhus Universitet og VIVE samt flere kommuner i udviklingen af den nye SOSU-app. MIGSOSU-projektet er støttet af Innovationsfonden.

Læs mere her

Foto: TV Syd

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Om os

GTS-foreningen er brancheforening for de syv danske GTS-institutter. Vi varetager vores medlemmers interesser og arbejder for at gøre dem kendt - og anerkendt - for at løse nogle af de største udfordringer, Danmark står overfor. Via forskning og teknologi former GTS-institutterne fremtidens innovative og konkurrencedygtige erhvervsliv. Det skaber job, vækst og velfærd.


Kontakt

GTS
Godkendt Teknologisk
Service

Fæstningens Materialgård
Frederiksholms Kanal 30, indgang A3, 1. sal
1220 København K

Telefon: +45 24 83 21 72
info@gts-net.dk

Feed

5 pct. af forsvarsbudgettet bør gå til forskning - udover det der i forvejen er afsat. Vi kan noget i DK, og det bør vi satse endnu mere på for at styrke vores sikkerhed, siger @stinuslindgreen til forsknings- og forsvarspolitisk konference.