Innovationsprojektet Opti-SITE udvikler nye metoder til at finde de optimale placeringer for naturbaserede løsninger til regnvandshåndtering i byområder. Projektet gør brug af detaljerede radardata og kunstig intelligens (AI) og er et svensk-dansk forskningsinitiativ, der skal styrke Øresundsregionens robusthed over for klimaudfordringer.

Urbanisering og klimaændringer har ført til stigende regnvandsmængder i byerne, hvilket resulterer i oversvømmelser, overbelastede renseanlæg og udledning af urenset spildevand. Mange kommuner og forsyninger står derfor over for et akut behov for at finde bæredygtige løsninger til deres pressede regnvandssystemer.

Opti-SITE vil skabe:

  • AI-baseret lokalisering af naturbaserede regnvandsløsninger
  • Proaktive beslutningsstøtteværktøjer til bæredygtig byplanlægning
  • Styrket skandinavisk samarbejde om klimatilpasning

AI og naturbaserede løsninger i samspil

GTS-instituttet DHI’s ekspertise inden for AI og dataanalyse er central i arbejdet med at identificere de vigtigste karakteristika ved egnede områder til naturbaserede løsninger. Ved at integrere denne viden i machine learning-modeller vil DHI kunne udpege de mest effektive infrastrukturscenarier, der maksimerer regnvandshåndteringen og minimerer tilpasningsomkostninger.

“Naturbaserede regnvandsløsninger er effektive klimatilpasningstiltag med mange fordele, men det kan være en udfordring at finde de rette placeringer i tætte byområder,” siger Maria Roldin, senior specialist i byafvanding hos DHI. “Med de værktøjer, vi udvikler i Opti-SITE, kan vi øge brugen af naturbaseret regnvandshåndtering og dermed være med til at gøre byer mere resiliente.”

Svensk-dansk forskningssamarbejde bygger bro over grænser

Landskrona og København er valgt som casestudier for udvikling og test i Opti-SITE. Projektet er finansieret af Interreg Øresund-Kattegat-Skagerrak, et EU-program, der fremmer tværnationalt samarbejde.
Forskningspartnerne inkluderer Sweden Water Research (hovedkoordinator), Aalborg Universitet, HOFOR, Kristianstad Universitet, Lunds Universitet og den svenske forsyning NSVA.

“Interreg-sekretariatet ser frem til, at partnerskabet arbejder med tværregionale løsninger på et højaktuelt emne og udvikler transnationale løsninger på en fælles udfordring. Opti-SITE-ansøgningen fik en rekordhøj kvalitetsscore på 42 ud af 45 mulige point, hvilket placerer den i toppen af programmet Interreg Øresund-Kattegat-Skagerrak,” siger Niels Boye, Program Officer ved Interreg Øresund-Kattegat-Skagerrak.

Sammen med forskningspartnerne skaber GTS-instituttet DHI robuste byer gennem innovation, data og vidensamarbejde på tværs af grænser.

Foto: DHI

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Om os

GTS-foreningen er brancheforening for de syv danske GTS-institutter. Vi varetager vores medlemmers interesser og arbejder for at gøre dem kendt - og anerkendt - for at løse nogle af de største udfordringer, Danmark står overfor. Via forskning og teknologi former GTS-institutterne fremtidens innovative og konkurrencedygtige erhvervsliv. Det skaber job, vækst og velfærd.


Kontakt

GTS
Godkendt Teknologisk
Service

Gregersensvej 1
DK-2630 Taastrup

Telefon: +45 45 16 26 26
info@gts-net.dk

Feed

5 pct. af forsvarsbudgettet bør gå til forskning - udover det der i forvejen er afsat. Vi kan noget i DK, og det bør vi satse endnu mere på for at styrke vores sikkerhed, siger @stinuslindgreen til forsknings- og forsvarspolitisk konference.