Hvis vi vil være verdensmestre i digitalisering, kræver det handling nu!

I GTS-foreningen har vi netop offentliggjort en analyse, hvor vi har spurgt mere end 450 fremstillingsvirksomheder om deres brug af digitale teknologier, og om deres forventninger til brugen af digitale teknologier i fremtiden. Deres svar viser, at når det handler om danske fremstillingsvirksomheders brug af digitale teknologier, falder de ud i et A, B og C hold. 

Af Ragnar Heldt Nielsen, direktør i GTS-foreningen

A-holdet udgør 27. pct. af virksomhederne og er de digitale frontløbere, mens C-holdet er de 36 pct. af virksomhederne, der slet ikke bruger digitale teknologier. Der er et markant skel mellem de digitalt avancerede, og de der ikke er kommet i gang.

Vi ved, at virksomheders evne til at bruge digitale teknologier til at udvikle nye produkter eller processer bliver en afgørende konkurrenceparameter i fremtiden. Alarmklokken ringer, og der er brug for hurtigt at få fremstillingsvirksomhederne med på digitaliseringsbølgen, hvis Danmark skal fastholde sin position blandt de mest innovative lande i verden.

Hvilke barrierer møder virksomhederne?

Men hvad er det for barrierer virksomhederne møder, og hvilke politiske tiltag kan sikre, at flertallet af danske virksomheder bliver digitale frontløbere?

Vores analyse viser, at for det første fejler alt for mange virksomheder et eller flere steder på vejen fra den gode idé til implementeringen af et nyt digitalt produkt eller en ny automatiseret produktion. Det skyldes, at udnyttelsen af digitale teknologier er forbundet med en høj grad af kompleksitet. Tager man teknologiske og markedsmæssige fejl under et er fejlraten i dag på mellem 60-80 pct.

For det andet er der allerede i dag mangel på digitale kompetencer i produktionsvirksomhederne, og her er der tale om en udfordring, der forventes at stige yderligere i fremtiden. 44 pct. af de danske fremstillingsvirksomheder har ingen ansatte med IT-baggrund, og 20 pct. har ingen ansatte med ingeniør-eller teknisk uddannelse. Det er et kæmpe problem, da adgang til disse kompetencer er afgørende for, at virksomhederne med succes kan udnytte nye digitale teknologier.

En tredje barriere er, at mange virksomheder har svært ved at etablere en overbevisende business case for digitalisering. Det er en alvorlig hindring for investering, fordi dokumentation af udviklingsomkostninger og forventet omkostningsreduktion eller markedspotentiale er en betingelse for at kunne rejse kapital.
Sidst men ikke mindst peger analysen på, at ingen virksomheder kan klare sig uden samarbejdspartnere, fordi kompleksiteten i nye digitale teknologier er så omfattende, at virksomhederne ikke kan have alle kompetencer i huset. Der eksisterer allerede flere enkeltstående muligheder for prototypeudvikling, rådgivning og testfaciliteter, men vores vurdering er, at der er store potentialer i at udvikle mere sammenhængende indsatser.

Brug for at handle nu

Der er brug for at handle nu, hvis de ikke-digitaliserede virksomheder skal overleve i fremtiden. Det er en virkelighed, der er ved at gå op for de fleste. Senest er ”Erhvervspartnerskab for avanceret produktion” sat i gang af Erhvervs- og Vækstministeriet med Troels Lund Poulsen i spidsen. Det er en positiv satsning, som vi ser som et startskud til en endnu større indsats.

En af hovedkonklusionerne i vores analyse er, at virksomhederne har brug for et sted, hvor de kan komme og få afprøvet deres ideer, og hvor de samtidig har adgang til en sammenhængende rådgivning, som sikrer vejen fra den gode idé til det markedsklare produkt.

Vi anbefaler derfor, at politikerne allerede i år finder midler i forskningsreserven til en markant dansk indsats med fokus på udviklings- og demonstrationscentre til Internet-of-Things og smart produktion. Det kan ske ved at tilføre Innovationsfonden substantielle midler til at etablere centre på områder, hvor Danmark har industrielle styrkepositioner eller potentialer. Udover at være et sted, hvor virksomhederne kan få afprøvet ideer og produkter, skal disse centre være en del af et større netværk af kompetencer, som sikrer, at det bliver overskueligt for den enkelte virksomhed at finde frem til relevante samarbejdspartnere undervejs i udviklingsarbejdet. Et godt eksempel på dette er Center for Robotteknologi på Teknologisk Institut, hvor virksomheder kan komme og afprøve nye robotteknologier. Men da robotcentret samtidig er en del af en robotklynge etableret omkring Odense, får virksomheden samtidig adgang til en kæde af kompetencer, der dækker hele vejen fra idé til produkt.

Det er blot en af anbefalingerne i analysen ”Mere digital damp på kedlerne”. Bolden er sat i spil, og det er tid til handling, hvis vi vil sikre, at Danmark (også) i fremtiden er blandt verdens bedste til at udnytte digitale teknologier.

Du kan hente den nye analyse her

Debatindlægget har været bragt i Altinget.dk – se det her