service innovation

Serviceinnovation vinder frem

Af Ragnar Heldt Nielsen, GTS – Godkendt Teknologisk

Servicesektoren står i dag for 70 pct. af Danmarks bruttotilvækst, og 8 ud af 10 nye jobs bliver skabt inden for serviceerhvervene. Evnen til at skabe innovation i serviceerhvervene har dermed stor betydning for Danmarks evne til at bevare sin position blandt verdens førende økonomier. Serviceinnovation er af den grund et centralt tema for GTS.

GTS er involveret i en række resultatkontrakter inden for området serviceinnovation, og flere kommer til i løbet af 2011. Der er tale om nyskabende projekter, der vil bidrage positivt til innovation i serviceerhvervene.

Alexandra Instituttet har bl.a. i perioden 2010-2013 fået en resultatkontrakt, der omhandler serviceinnovation i operationel service. Baggrunden er, at mange virksomheder inden for servicebranchen har behov for bedre værktøjer til kommunikation, dokumentation og instruktion. Alexandra Instituttet vil udvikle nye teknologiske løsninger til effektivisering af disse arbejdsprocesser bl.a. ved at udnytte de muligheder mobiltelefoner i dag giver.

Teknologisk Institut har i samme periode fået en resultatkontrakt til at udvikle nye innovationsformer, der kan skabe merværdi og udvikle services, som rækker udover virksomhedens kerneprodukt. Innovationsformerne vil tage udgangspunkt i, at kunder og brugere i dag ikke længere er en passiv part, men kan indgå aktivt og værdiskabende i innovationsprocessen.

Et andet eksempel på at GTS-nettet bidrager til serviceinnovation er engagementet i Danmarks hidtil største innovationsnetværk Service Platform.

Netværket skal de næste fire år hjælpe virksomheder med at udvikle nye intelligente serviceydelser og dermed styrke innovationen og væksten i virksomhederne. Alle virksomheder med interesse for at udvikle deres serviceydelser og forretning kan deltage i innovationsnetværket.

Netværket giver virksomhederne adgang til den nyeste brancherelevante viden og sidste landvindinger inden for serviceinnovation. Aktiviteterne spænder fra workshops og seminarer til længerevarende innovationsforløb og deltagelse i innovationsprojekter sammen med andre virksomheder og forskere fra ind- og udland.

Ambitionen er, at minimum 10.000 virksomheder skal have adgang til ny viden om serviceudvikling, mens mindst 2000 skal deltage i vidensprednings- og matchmakingsaktiviteter. Mindst 3000 virksomheder skal desuden deltage i længerevarende udviklingsforløb.

Med det formål at belyse GTS-nettets aktiviteter inden for serviceinnovation, udgav vi i januar 2011 en rapport. Rapporten viser, at GTS-nettet allerede i dag spiller en væsentlig rolle i forhold til serviceinnovation. Men det er et område, der uden tvivl vil udvikle sig markant de næste år ikke mindst med udgangspunkt i de nye resultatkontrakter.

Læs tema om serviceinnovation.