danske virksomheder

Mere viden hjem til danske virksomheder

Af Ragnar Heldt Nielsen, direktør i GTS

Som et led i GTS-nettets internationalisering har GTS netop indgået en samarbejdsaftale med Eksportrådet. Den nye aftale sikrer forskning og innovation som grundlag for øget konkurrenceevne og øget internationalisering.

De danske internationalt konkurrerende virksomheder er afhængige af at kunne forny deres produkter, produktionsprocesser og serviceydelser i takt med, at nye teknologiske muligheder bliver tilgængelige på det globale marked. Samtidig vokser den globale forskning og viden bliver mere specialiseret.

Evnen til at opnå adgang til viden fra internationale videnresurser og tiltrække viden er en stigende global konkurrenceparameter, som har en stor plads i mange landes innovations- og forskningspolitik. Når man tager Danmarks størrelse og forskningsbudget i betragtning er den evne af særlig vigtig betydning for de danske virksomheders konkurrenceevne.

Den danske erhvervsstruktur med mange SMV´er, gør det særlig vigtigt for innovationsfremmesystemet at understøtte adgangen til viden fra internationale resurser. Mange SMV’er har ikke modtagekapacitet eller resurser til selv at komme i indgreb med internationale videnaktører og på egen hånd hjemtage den nødvendige viden.
GTS-nettet har de seneste 10 år gennemgået en omfattende internationalisering, der har givet GTS adgang til internationale videnresurser samt kommercielle markeder. Internationaliseringen har styrket GTS-nettets rolle som international videnhjemtagningsaktør for dansk erhvervsliv.

Udover at cirka 40 % af GTS-nettets kommercielle omsætning kommer fra udlandet, så indgår GTS i en række direkte videnhjemtagningsaktiviteter som:

  • Samarbejde med internationale universiteter og forskningsinstitutioner
  • Deltagelse i forskningsprojekter under EU’s rammeprogrammer og andre internationale FoU-samarbejdsprojekter
  • Matchmaking af danske virksomheder med internationale videnpartnere
  • Hjemtagning af teknologi til dansk erhvervsliv
  • Støtte til danske virksomheder på internationale markeder
  • Deltagelse i internationalt standardiseringsarbejde
  • International kontraktforskning for udenlandske virksomheder

GTS vil fortsat styrke sin indsats omkring deltagelse i internationalt samarbejde og videnudveksling. Det er nemlig forudsætningen for, at GTS også fremadrettet kan levere de nødvendige ydelser til de danske virksomheder.

Et af midlerne er den netop indgåede samarbejdsaftale med Eksportrådet, som GTS forventer sig meget af.

Læs samarbejdsaftalen.

Læs strategi for GTS-nettets internationalisering.