bevillinger

Innovationsområdet har også brug for flerårige bevillinger

Af Ragnar Heldt Nielsen, direktør i GTS – Godkendt Teknologisk Service

Det nye finanslovsforslag fra regeringen vil sikre universiteterne 3-årige bevillinger. Et godt og nødvendigt initiativ, der vil give arbejdsro til yderligere videnopbygning på universiteterne.

Det er dog helt afgørende, at indsatsen for at få viden i arbejde i de danske virksomheder får samme sikkerhed. Med forslaget til finanslov for 2013 er vi nået en situation, hvor over 30 % af midlerne til innovationsområdet bevilges med en et-årig tidshorisont – og altså skal genforhandles år efter år. Det til trods for, at der er bred politisk enighed om, at innovation og anvendelse af viden i virksomhederne er afgørende for at bekæmpe krisen, og at pengene findes i de afsatte reserver.

Det siger sig selv, at den usikkerhed, der dermed er om midlerne, giver dårlige vilkår for udvikling af samarbejdsrelationer og planlægning af længerevarende initiativer til fordel for dansk erhvervsliv. Derfor skal der lyde en klar opfordring til både Finans- og Uddannelsesministeren om at følge fx den svenske model om fireårige forsknings- og innovationsforlig. Det kan sikre den nødvendige risikotagning og udvikling i sektoren, og den kommende innovationsstrategi kan sikre grundlaget herfor.

Debatindlægget har også været bragt i JP d. 7. september 2012.