Hold innovationsagenterne udenfor erhvervsfremmereformen

Antallet af forsknings- og udviklingsaktive (FoU) virksomheder i Danmark er faldet med 28 pct. fra 2009 til 2015. Det fremgår af en kortlægning af erhvervslivets investeringer i FoU fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. Kortlægningen viser også, at 64 store virksomheder står for en stigende andel af erhvervslivets samlede forskningsinvesteringer, så de i 2015 stod for 56 pct. af alle investeringerne. 

Af Ane Buch, direktør i SMVDanmark og Ragnar Heldt Nielsen, direktør i GTS-foreningen

Kan Danmarks innovationsevne afhænge af 64 forskningsaktive virksomheder? Nej, det holder ikke. Vi skal have langt flere små og mellemstore virksomheder i hele landet med på vognen. De har til stadighed brug for inspiration til at komme i gang med innovation.

Derfor er det efter vores mening fuldstændig skævt, når Forenklingsudvalget for Erhvervsfremme blander de danske InnovationsAgenter ind i den i øvrigt vigtige opgave med at forenkle erhvervsfremmesystemet.

InnovationsAgenterne har vist sig at være et særdeles effektivt middel til at sprede ny viden. Opgaven er ud fra en teknologisk indsigt at bane vejen for små og mellemstore virksomheder med innovationspotentiale og vise dem hen til relevante samarbejdspartnere.

Alene i 2017 gennemførte InnovationsAgenterne 480 tjek i virksomheder fordelt i hele Danmark. Af dem gik 290 virksomheder videre med de anbefalinger, de fik og indgik i et innovationssamarbejde med enten en privat rådgiver, en vidensinstitution eller et GTS-institut. Hos de øvrige virksomheder fik InnovationsAgenterne plantet et frø.

Vi vil gerne slå fast, at det efter vores mening vil være torskedumt at nedlægge en ordning, der fungerer, og hvor 9 ud af 10 virksomheder vil anbefale ordningen til andre. Hvis InnovationsAgenterne absolut skal blandes ind i en debat om forenkling af erhvervsfremmesystemet, så lad det være fordi, de bliver tænkt ind i opbygningen af et nyt erhvervsfremmesystem. Vores budskab er derfor: Bevar InnovationsAgenterne.

Debatindlægget har været bragt i Børsen online d. 4. maj 2018

bedreinnovation.dk

Det er i øjeblikket muligt at diskutere den fremtidige tilrettelæggelse af InnovationsAgenterne på www.bedreinnovation.dk

På siden kan du frem til den 31. maj 2018 deltage i en åben debat om, hvilke aktivitetsforslag fra GTS-institutterne som dansk erhvervsliv har mest brug for. Debatten giver dig mulighed for at få indflydelse på, hvordan Uddannelses- og Forskningsministeriet investerer omkring 650 mio. kr. i GTS-institutterne i perioden 2019-2020.