EU Innovation Scoreboard

EU-kommissionens innovationsopgørelse er udkommet

Af Ragnar Heldt Nielsen, direktør i GTS – Godkendt Teknologisk Service

Hvert år udsender EU-kommissionen, Innovation Scoreboard der er en opgørelse over medlemslandendes (og en række andre europæiske landes) performance og opgørelsen for 2011 blev offentliggjort her sidst i februar.

Ifølge kommissionens opgørelse er Danmark sammen med Finland, Tyskland og Sverige Innovationsledende (Innovation leaders) i Europa med en performance et godt stykke over gennemsnittet i EU. Her har Danmark været placeret siden 2009.

Dermed ser alt på overfladen ud til at være i den skønneste orden. Men er det nu også det? Kigger man lidt ind under tallene, ser man, at Danmark især er stærke på input-faktorer som:

  • Antallet af videnskabelige publikationer med internationale forskere
  • Videnskabelige publikationer generelt
  • Mest citerede publikationer

Det er naturligvis positivt, at Danmark står stærkt her. Problemet er, at mens vi er stærke, når det handler om at producere ny viden, så halter vi bagefter, når det handler om at omsætte viden til nye processer, ydelser og produkter (output faktorer).

Den seneste opgørelse af Innovation Scoreboard har desværre ikke nye tal for dette, men genbruger tallene fra sidste år, som viste et fald i danske små og mellemstores virksomheders innovationsevne. Og intet tyder på, at det skulle have ændret sig. Hele sidste år viste undersøgelse på undersøgelse et fald i dansk innovations- og konkurrenceevne.

Så imens vi glæder os over Danmarks evne til at skabe ny viden, må vi ikke miste fokus på, hvordan vi får løst det alvorlige problem med, at de danske SMV’er ikke får tilstrækkelig glæde af den opbyggede viden.

Derfor vil vi i GTS benytte enhver lejlighed til at sætte fokus på, at Danmark har brug for anvendelsesorienteret forskning til gavn for virksomhederne, så vi igen får skabt innovation og vækst i Danmark. Og det vil vi blive ved med indtil den dag, hvor det lykkes at skabe en langt bedre sammenhæng mellem vores evne til at skabe ny viden og vores evne til at få ny viden i arbejde hos virksomhederne.