Øget brug af fjernmonitorering i sundhedssektoren kræver interoperabilitet af sundhedsdata i de elektroniske platforme.

Af Jeppe Pilgaard Bjerre – FORCE Technology

Vi lever længere. Og det er jo godt. Men det bringer også nye udfordringer i takt med, at størrelsen af ældrebefolkningen vokser, da de ældre udgør langt størstedelen af belastningen i hospitalsvæsnet – ofte grundet behandling af kroniske sygdomme. For at vort sundhedsvæsen skal kunne klare de udfordringer, som følger med den stigende belastning, er vi nødt til at tænke behandling på nye og mere effektive måder.

Patientovervågning via fjernmonitorering

En af måderne kunne være indlæggelse i eget hjem, hvor borgerens helbred kan overvåges ved hjælp af fjernmonitorering. Dette vil havde flere positive indvirkninger: Det er mindre stressende for borgeren at være hjemme frem for på hospital samt at de sengepladser, der er på sygehuset, i højere grad kan blive brugt af de borgere, som for alvor har behovet. Det medfører, at måling af sundhedsdata ikke længere nødvendigvis bliver foretaget af sundhedsfagligt personale, men af borgeren selv.

Altså vil der i fremtiden være et stigende behov for et system, hvor sundhedsdata skal kunne udveksles helt nede fra måleapparatet og op til de systemer, som behandlerne benytter. Det vil blandt andet kræve, at nye apparater nemt skal kunne tilsluttes eksisterende løsninger, data skal nemt kunne sendes rundt til forskellige behandlere samt sikre stor tillid til at data er retvisende.

Vi skal kunne stole på vores sundhedsdata

Tillid til de data, som vi er i berøring med i vores hverdag, bliver kun endnu mere vitalt, når vi ser på hvor stor en del af vores tilværelse, der kan blive påvirket af disse i større eller mindre grad. Et af de steder, hvor konsekvensen af misvisende data kan være enorm, er bl.a. når det kommer til sundhedssektoren. Der bør derfor ikke herske nogen tvivl om, at det er kritisk, at sundhedsdata håndteres på en måde, hvor fejlbehæftet data bliver skilt fra, samt at datastrømme er let tilgængelige for relevante parter.

Set med helt andre øjne er man også nødt til at have et system, hvor man ikke er afhængig af have leverandører af komplette løsninger for at sikre kontinuitet i driften i tilfælde af, at en enkelt part ikke længere kan eller vil levere deres service på de præmisser, som man tidligere har indgået en aftale om.

Udfordringen ved at havde mange parter i et stort system er blandt andet, at det bliver sværere at holde ordentligt styr på, hvem der leverer og servicerer de enkelte dele frem for, hvis man har kun en leverandør. På den anden side kan man så risikere at blive låst fast til en enkelt leverandør og derved være tvunget til at købe alle delkomponenter af systemet fra kun denne ene leverandør. Derved fravælger man, ufrivilligt, mindre leverandører, som muligvis har en enkelt komponent, der er bedre end den tilsvarende fra den store leverandør.

Interoperabilitet er centralt

Det er her, at interoperabilitet (dvs. systemers evne til at kommunikere og samarbejde) bør komme ind i billedet, når man ser på kravene til større sundhedsdatasystemer, specielt når der ses på måleapparaterne. Her er det en kæmpe fordel, hvis måleapparaterne kan kommunikere data på en standardiseret måde, således at alle der leverer dele til systemet, er klar over hvordan de skal forvente at modtage data samt hvordan disse er struktureret. Det vil dog være naivt at tro, at dette er en let opgave, da der er rigtig mange forskellige apparater plus mindst lige så mange forskellige typer data at håndtere samt flere forskellige interfaces til at kommunikere over.

Heldigvis findes der allerede adskillige værktøjer til at hjælpe med at løse sådanne udfordringer, hvor udgangspunktet bør ligge i standarder. Standarder kan være rigtigt tunge at dykke ned i i første omgang. Det gør sig især gældende, når vi taler om standarder, der relaterer sig til sundhedsdata. Imidlertid er det i mange tilfælde indsatsen værd, da det medvirker til, at andre aktører tydeligt kan se, hvad et givent system understøtter.

Læs mere her