internationalt perspektiv; GTS-rammepapir

Rammepapir for GTS-systemet 2016-2021

”Mål og metoder for samarbejdet om udviklingen af den godkendte teknologiske service (GTS) 2016-2021” skal danne ramme for, hvordan GTS-systemet i samspil med Styrelsen for Forskning og Innovation og øvrige interessenter skal udvikle sig frem mod 2021.

Det nye GTS-rammepapir har fire fokusser:

  1. Målgrupper og ydelser: Dette tema sætter fokus på at opnå viden, der kan give den størst mulige præcision i udbuddet af nye teknologiske serviceydelser og dermed også størst mulig effekt af de offentlige midler, som investeres i udviklingen af GTS. Kort sagt skal der skabes et grundlag, som kan øge effekten af GTS-nettet. GTS-institutterne skal blive endnu bedre til at udfylde deres centrale rolle og særkende i det danske viden- og innovationssystem, hvor GTS-nettet gennem den direkte interaktion med sine 20.000 danske kunder spiller en betydelig rolle i forhold til at skabe innovation i Danmark.
  2. Innovationssystemet: GTS-nettets styrker og placering i forhold til omverdenen skal præciseres, så GTS-nettet og de øvrige aktører i det danske viden- og innovationssystem i højere grad komplementerer og understøtter hinanden. En klar identitet og arbejdsdeling skal være grundlag for at skabe synergi mellem GTS-nettet og det øvrige innovationssystem, så systemet tilbyder komplementære kompetencer og services til virksomhederne.
  3. Internationaliseringen: GTS-institutterne er en væsentlig aktør, når de danske virksomheder skal tilpasse sig og høste udbytte af den internationale udvikling. I dette tema adresseres, hvordan GTS-institutterne kan udvikle serviceydelser og videnoverførsel, hvor internationaliseringens muligheder bidrager til kvaliteten af ydelserne, således at ydelserne kan understøtte danske virksomheders internationale konkurrenceevne.
  4. Styring og finansiering: Der skal udvikles et nyt koncept for styring og finansiering af de offentlige investeringer i ny teknologisk service. Den stadig højere hastighed i udvikling af nye teknologier og de globale markeder øger behovet for et mere dynamisk samspil mellem GTS-nettets interessenter, institutterne selv og Uddannelses- og Forskningsministeriet. Der vil blive fokuseret på transparens i statens investeringer i den teknologiske service, ligesom der ved indgåelsen af resultatkontrakter i højere grad skal fokus på en kombination af langsigtede mål og målbare effekter af indsatsen.

Læs hele rammepapiret (PDF)