Hvordan synes du, at 650 mio. kr. skal investeres i GTS-nettet?

Det er nu muligt på www.bedreinnovation.dk at give input til, hvilken ny viden der kan gøre danske virksomheder mere konkurrencedygtige. Idéerne bliver spillet ind i GTS-institutternes arbejde i de kommende år. 

Fra d. 17. april og frem til den 31. maj lægger GTS-institutterne deres forslag til, hvad der skal udvikles i de kommende år frem til åben diskussion på www.bedreinnovation.dk. Det sker for at styrke og udvikle de bedste idéer. Her kan virksomheder, erhvervsorganisationer, erhvervsfremmeaktører, forskere, offentlige myndigheder og private bidrage med kommentarer og idéer, der skal styrke forslagene.

Nye teknologiske serviceydelser skal udvikles

Inden udgangen af 2018 skal Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte indgå kontrakter for op imod 650 mio. kroner med de danske GTS-institutter. Midlerne skal bidrage til at støtte opbygningen af nye teknologiske kompetencer og serviceydelser til gavn for dansk erhvervsliv og i særdeleshed de små og mellemstore virksomheder.
Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte vil i sin prioritering af resultatkontraktmidlerne lægge vægt på de synspunkter og den feedback, som gives via hjemmesiden.

GTS: Grib muligheden

I GTS-foreningen er der stor tilfredshed med, at de nye aktivitetsforslag for fjerde gang bliver lagt åbent ud til debat.

“Der er nu en stærk tradition for, at virksomheder og organisationer på den her måde bliver inddraget i en diskussion af, hvilke ydelser GTS-institutterne skal udvikle i de resultatkontrakter, de indgår med Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte. For GTS-institutterne er det helt afgørende, at aktiviteterne bliver til gavn for så mange virksomheder som muligt i hele landet, og det er denne debat med til at sikre. Vi ser frem til en god debat og håber på, at så mange som muligt går ind og giver deres bud på, hvilke aktiviteter dansk erhvervsliv har allermest brug for”, siger direktør i GTS-foreningen, Ragnar Heldt Nielsen.

Yderligere oplysninger

For yderligere oplysninger er du velkommen til at kontakte direktør i GTS-foreningen Ragnar Heldt Nielsen, telefon 45 16 26 20.

Læs mere her hvor du også kan hente kontaktdata på kontaktpersoner i Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte