Teknologi, GTS-vision, muligheder

Grib nu de teknologiske muligheder

Hvilke krav er der til produktmærkning i USA? Er coating af sofaen sundhedsskadeligt? Kan man bruge damp og ultralyd til at rense madrasser på hospitaler? Hvordan sikrer vi byer mod oversvømmelser? Kan jeg erstatte et dyrt materiale med et billigere med de samme egenskaber?

Spørgsmålene fra dansk erhvervsliv til de ni danske GTS-institutter er mange og forskelligartede –  og GTS-institutterne er klar til at finde de bedste svar. Ofte viser det sig, at anvendelse af teknologi åbner op for en mere effektiv og konkurrencedygtig produktion, for at udvikle nye og bedre produkter og for at tilføre eksisterende produkter mere værdi.

Desværre griber danske virksomheder for sjældent de muligheder, teknologi giver. Konsekvensen er ifølge flere undersøgelser, at Danmark sakker bagud i den internationale konkurrence, når det handler om at udvikle innovative produkter og processer.

GTS-institutternes omfattende samarbejde med dansk erhvervsliv peger på, at det skyldes, at mange – især små og mellemstore virksomheder – har svært ved på egen hånd at følge med i den hastige udvikling af nye teknologier, at vælge de rigtige teknologier og implementere dem.

”Det er et stort problem, da evnen til at anvende teknologi i produkter og processer bliver en afgørende konkurrenceparameter i fremtiden. Det kalder på en særlig indsats, der bringer Danmark helt i front, når det handler om teknologisk innovation”, siger direktør i GTS-foreningen, Ragnar Heldt Nielsen ”Det er baggrunden for, at vi nu, som et bidrag til at løse de udfordringer dansk erhvervsliv og samfund står overfor, præsenterer en ambitiøs vision for GTS-institutternes udvikling frem mod 2021. Indsatsen skal sikre, at dansk erhvervsliv også fremadrettet har hurtig adgang til teknologisk service i verdensklasse, og at den bliver bredt ud til endnu flere virksomheder i hele landet”, siger Ragnar Heldt Nielsen.

Industrien tager godt imod visionen

En af dem, der tager godt imod, den nye vision fra GTS-institutterne er Charlotte Rønhof, der er underdirektør i Dansk Industri (DI).

”Med strategien sætter GTS-institutterne fokus på, hvordan teknologi og verdensklasse teknisk infrastruktur kan løfte danske virksomheder, og hvordan mindre og mellemstore virksomheder i højere grad kan tage teknologien i brug. Jeg ser rigtig gode perspektiver i strategien – anvendelse af teknologi er og bliver afgørende for konkurrenceevnen i danske virksomheder”, siger Charlotte Rønhof.

Tre store indsatsområder

GTS-institutterne vil med udgangspunkt i tre store indsatsområder intensivere arbejdet til fordel for dansk erhvervsliv og ikke mindst de små og mellemstore virksomheder. Vi vil:

Udbygge den teknologiske infrastruktur af testfaciliteter, laboratorier og menneskelige kompetencer. Det skal ske i et stadig tættere samarbejde med industrien samt danske og udenlandske videninstitutioner
Styrke den direkte virksomhedskontakt med en intensiveret indsats over for de danske SMV’ere, rådgivningsydelser med styrket fokus på forretningsudvikling og fokus på vækstvirksomheder
Udvikle de internationale aktiviteter til gavn for Danmark, så vi øger adgangen til internationale videnressourcer, styrker eksporten og øger Danmarks attraktion for udenlandske FoU investeringer.

I publikationen er det muligt at læse mere om de konkrete aktiviteter, GTS-institutterne vil sætte i gang frem mod 2021.

Du kan se visionen her

Yderligere information og citater

Du er velkommen til at kontakte direktør i GTS-foreningen, Ragnar Heldt Nielsen, på telefon 4516 2620.

Kort om GTS-institutterne

GTS-institutter er en del af samfundets indsats for at skabe innovation i dansk erhvervsliv og udgør et stærkt netværk af teknologisk viden og kompetencer, der flytter virksomheder frem mod konkurrencedygtige produkter og processer. Samlet set modtager GTS-institutterne årligt omkring 300 mio. kr. af Styrelsen for Forskning og Innovation til udvikling af nye teknologiske ydelser. GTS-institutterne er almennyttige virksomheder. Hvert år har GTS-institutterne op imod 20.000 danske kunder. Læs mere på www.gts-net.dk

De ni GTS-institutter er: AgroTech, Alexandra Instituttet, Bioneer, DBI, DELTA, DFM, DHI, FORCE Technology og Teknologisk Institut.

Venlig hilsen

GTS-foreningen