teknologi

Antorini i praktik på fredag på tre GTS-institutter i Hørsholm

Christine Antorini er ny formand for Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg, og det har skærpet interessen for, hvordan anvendelse af viden og teknologi skaber vækst og arbejdspladser. Hun besøger derfor Bioneer, DHI og DELTA i Hørsholm fredag d. 20. november kl 9.00-11.30.

-Forskning skal helt ud i virksomhederne for at skabe vækst og arbejdspladser. Her spiller GTS-institutterne en central rolle: Hvordan kan man bruge stamceller til at udvikle ny medicin til behandling af kronisk syge? Hvorfor er Danmark helt i front internationalt, når det gælder viden om sikring af kyster og af byer mod oversvømmelser? Og er det muligt at ændre lyden fra vindmøller, så den lyder som vinden i bøgetræer? Alt sammen viden, som er med til at få danske virksomheder helt i front i produktudvikling i en hård, internationale konkurrence, siger Christine Antorini.

Hvordan GTS-institutterne i praksis arbejder med denne opgave bliver Christine Antorini klogere på, når hun fredag kommer i mini-praktik hos DHI, DELTA og Bioneer:

-Det er netop GTS-institutternes spidskompetencer at få teknologi bragt ud i anvendelse i virksomheder i hele Danmark, så virksomhederne udnytter de nye muligheder for at skabe vækst og arbejdspladser, siger Ragnar Heldt Nielsen, direktør i GTS-foreningen.

Erhvervspraktikanter følger den tidligere undervisningsminister

Med sig har Christine Antorini fire erhvervspraktikanter, der går i 9. klasse i henholdsvis Vanløse, Fredensborg, Helsingør og Silkeborg.

-Åben skole og brobygning er en af visionerne i skolereformen, hvor elever bl.a. skal introduceres til det lokale erhvervsliv for at se mulighederne i erhvervsrettede uddannelser. Vi har brug for mange flere unge, der har lyst til at uddanne sig inden for de tekniske områder. GTS-institutterne giver et helt konkret indblik i samarbejdet mellem teknologisk viden og virksomheder og de mange jobmuligheder, det giver, siger Christine Antorini

Ønsker du mere viden om praktikanterne, så kontakt: christine.antorini@ft.dk

Fakta:

Rundvisningen på de tre GTS-institutter foregår fredag d. 20. november kl. 9:00-11:30. Besøget starter på Bioneer og slutter på DELTA. Er du interesseret i at få tilsendt programmet og/eller i at dække besøget, så ring eller skriv til Dorthe Christiansen, GTS-foreningen, telefon 45162624 elller dc@gts-net.dk

Kort om Christine Antorini

Tidl. børne- og undervisningsminister, formand for Folketingets Uddannelse- og Forskningsudvalg og gruppesekretær for Socialdemokraterne på Christiansborg. Valgt til Folketinget i Nordsjællands Storkreds.

Kort om GTS-institutterne

I Danmark findes der ni landsdækkende GTS-institutter, hvor af de tre har hovedkontor i Hørsholm. Formålet med GTS-institutterne er at få teknologi og forskningsbaseret viden i anvendelse i danske virksomheder, så de kan udvikle innovative produkter og processer, der bringer virksomhederne frem foran de internationale konkurrenter.
Hvert år benytter knap 20.000 danske kunder GTS-institutternes teknologiske infrastruktur af testfaciliteter, laboratorier og menneskelige kompetencer. GTS-institutterne er godkendt af Uddannelses- og Forskningsministeren, og som GTS-institut er det muligt at ansøge Styrelsen for Forskning og Innovation om resultatkontrakter til udvikling af ny teknologisk viden. GTS-institutterne er kommercielle virksomheder med et almennyttigt formål, som i 2014 havde en samlet omsætning på 3.8 mia. kr. Læs mere på www.gts-net.dk

De ni danske GTS-institutter er: AgroTech, Alexandra Instituttet, Bioneer, DBI, DELTA, DFM, DHI, FORCE Technology og Teknologisk Institut.

Læs mere om DHI
Læs mere om DELTA
Læs mere om Bioneer

For yderligere oplysninger om GTS-institutterne og citat:

Kontakt direktør i GTS-foreningen, Ragnar Heldt Nielsen, telefon 45162620

Venlig hilsen
GTS-foreningen