Teknologisk Institut styrker indsats på Big Science-området

Nyt Big Science Center skal være med til at udvikle danske virksomheders muligheder for at samarbejde med store, internationale forskningsfaciliteter som CERN og ESS. Det skriver GTS-instituttet i en pressemeddelelse.

Betegnelsen Big Science kendetegner store, internationale forskningsfaciliteter, hvis etablering og drift afhænger af en fælles international indsats. I dag er Danmark medlem af en række europæiske Big Science-organisationer og med et medværtskab på neutronfaciliteten European Spallation Source (ESS) i Sverige er Danmark for alvor ved at blive en Big Science-nation.

For at komme udviklingen i møde har Teknologisk Institut nu etableret et Big Science Center. Centret skal styrke GTS-instituttets muligheder for at hjælpe danske virksomheder med at høste værdien fra store, internationale forskningsfaciliteter. Eksempelvis fra partikelacceleratoren CERN i Schweiz og neutronkilden European Spallation Source (ESS) i Sverige. Det nye center skal både hjælpe virksomheder med potentiale for at blive leverandører til Big Science organisationerne, og virksomheder, som har brug for lettere adgang til Big Science faciliteternes analyseværktøjer.

– Der er stor prestige forbundet med at være vært for en facilitet af den kaliber, som kan understøtte de stærke nationale forskningsmiljøer. ESS er samtidig en stor investering for et lille land som Danmark, og det er derfor vigtigt, at dansk erhvervsliv får de bedste betingelser for at udnytte faciliteten – både som leverandører af højteknologiske komponenter og til at udnytte facilitetens analysemuligheder, siger Mikkel Agerbæk, direktør på Teknologisk Institut.

Muligheder for specialleverandører og nye analysemetoder

Centret er den foreløbige kulmination på Teknologisk Instituts indsats på Big Science-området. Sammen med DTU var GTS-instituttet med til at etablere et netværk af virksomheder med en tilstedeværelse på Big Science-markedet tilbage i 2010. I dag er der over 250 medlemmer i netværket BigScience.dk, og i februar 2018 var BigScience.dk, sammen med Uddannelses- og Forskningsministeriet, vært ved det allerførste ”Big Science Business Forum”. Her mødtes Big Science-organisationer og virksomheder fra hele verden for at netværke omkring kommende investeringer og leverandørmuligheder hos faciliteterne.

En anden måde som danske virksomheder kan få gavn af Big Science-faciliteterne er ved at få lavet analyser med røntgen- og neutronteknikker. ESS, som pt. er under etablering i Sverige, vil blive verdens stærkeste neutronkilde, og f.eks. kan neutronerne trænge igennem metaller og detektere fejl som fører til metaltræthed i vindmøller og flykonstruktioner. I 2017 startede Teknologisk Institut en indsats rettet mod virksomheder, der ved at bruge de avancerede teknikker til at karakterisere deres materialer, kan opnå forbedrede produkter og processer.

Læs hele pressemeddelelsen her