Teknologisk Institut oplever øget efterspørgsel på viden

Teknologisk Institut har for nyligt udgivet sin årsrapport for 2017. Den viser, at virksomheder investerer mere i teknologisk viden, forskning og udvikling hos GTS-instituttet.

I 2017 øgede Teknologisk Institut sin samlede koncernomsætning med 42,3 mio. kr., hvilket betød at den samlede omsætning for året lå på 1123,8 mio. kr.. Det svarer til en stigning på 0,5 procent i forhold til 2016, hvilket instituttet i en pressemeddelelse betegner som tilfredsstillende.

Samtidigt slår instituttet fast at den kommercielle omsætning, som tæller opgaver for dansk og udenlandsk erhvervsliv, lå på 760,2 mio. kr., hvilket var en stigning på 9 procent i forhold til året før.

– Vi mærker helt tydeligt en stigende efterspørgsel fra virksomhederne på vores specialistviden og teknologiske ekspertiser. Det er glædeligt, at vi kan være med til at sætte tryk på deres innovation, udtaler adm. direktør hos Teknologisk Institut, Søren Stjernqvist.

Overskud investeres i udvikling

Ud over arbejdet som er foregået på udviklingslaboratorier, i testcentre og med teknologisk rådgivningsvirksomhed rundt om i landet, har man hos Teknologisk Institut også haft fokus på andre indsatser i løbet af året. Eksempelvis har instituttet brugt kræfter på at udvikle Danmarks første demonstrationscenter indenfor udvikling af industriel 3D-print, foruden katalysematerialer, droner og robotter.

– Anvendelsen af robotter i erhvervslivet er for alvor begyndt at tage fart, og vi mærker en stigende kommerciel efterspørgsel indenfor automatisering. Her er vores center for Robotteknologi i Odense et midtpunkt i den fynske robotklynge. Også internationalt er der i 2017 hjemtaget to EU-forskningsprogrammer med partnere fra ni lande, siger Søren Stjernqvist.

Fremtidens højteknologiske infrastuktur

I slutningen af 2017 begyndte instituttet også opførelsen af Europas mest avancerede indeklimalaboratorier, der skal huses i en 550 kvm stor bygning i Taastrup. Her vil der kunne udføres test- og udviklingsopgaver på klimaområdet. Desuden understøtter Teknologisk Institut også udviklingen af nye sensorstyrede teknologier og brug af data fra droner og satellitter i landbruget. Instituttet har fx også investeret i nye avancerede spektroskopiteknologier, som både kan bruges til produktudvikling og analyser til forureningsbekæmpelse.

– Disse aktiviteter er nogle af mange eksempler på, at Teknologisk Institut er ved at opbygge en højteknologisk infrastruktur, som danske industrivirksomheder i fællesskab kan trække på, og som bidrager til fastholdelse af højteknologiske industrikompetencer i Danmark, dels hos os selv, men navnlig hos vores kunder og samarbejdspartnere, siger Teknologisk Instituts adm. direktør Søren Stjernqvist.

Du kan finde rapporten fra året der gik lige her.

Foto: Teknologisk Institut