Skal du med til Metrologidagen 2018?

Inden for måleverdenen støder man til tider på væsentlige udfordringer – men også muligheder – i takt med at nye fremstillings- og målemetoder vinder frem. Til Metrologidagen 2018 tager tre GTS-institutter og flere virksomheder pulsen på tendenser i udviklingen, og du kan også være med.

Igen i år har DFM, FORCE Technology og Teknologisk Institut i fællesskab arrangeret årets Metrologidag, som afholdes mandag 28. maj hos Teknologisk Institut i Aarhus. Dagen byder på en lang række spændende præsentationer fra forskningsverdenen, GTS-institutterne og industrien.

To temaer i fokus

I år vil man kunne opleve to gennemgående temaer i løbet af dagen. For det første vil man til metrologidagen sætte fokus på udfordringer forbundet med ”metoder for additiv fremstilling”. Derudover vil man også beskæftige sig med brugen af ”berøringsløse karakteriseringsteknikker”, som kan anvendes til at karakterisere materialers overfladeegenskaber.

Eksperter fra de tre GTS-institutter vil derfor være med til at kaste lys over de to temaer dagen igennem. Det vil ske gennem forskellige oplæg, ligesom der også vil være postersessions, hvor en række metrologiprojekter vil være repræsenteret.

Ud over GTS-nettets eksperter vil man også kunne opleve repræsentanter fra eksempelvis Danfoss og DTU COMPUTE, som vil fortælle om deres erfaring på de to fokusområder.

Du kan se hele programmet og tilmelde dig her

Foto: Teknologisk Institut