Sikke et robotbrag

Teknologisk Institut åbnede i sidste uge dørene til et unikt indblik i morgendagens robotteknologi. 600 besøgende kiggede forbi for at opleve de mange muligheder i robot- og automatiseringsteknologi.

Den 15. november 2017 havde Teknologisk Institut åbnet dørene ind til deres Robotcenter i Odense, da de afholdt årets ”robotbrag”.

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juhl, åbnede arrangementet med en tale, hvorefter de nysgerrige gæster kunne besøge de mange stande for at opleve nutidens og fremtidens industrirobotter, servicerobotter og velfærdsteknologi.

Hver en krog af Teknologisk Instituts haller var i brug under braget, da DIRA Roadshow også var mødt op som en kulmination på deres turné rundt til Danmarks tre største byer, hvor 30 udstillere var repræsenteret.

– Vi har åbnet dørene i dag for at få slutbrugerne til at komme ind og se, hvilke muligheder der ligger i robot- og automationsteknologi, siger Kurt Nielsen, der er chef for Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi


GTS-foreningen deltog med en stand og fortalte her blandt andet om mulighederne i Erhvervspartnerskabet for Avanceret Produktion

Et af Europas ledende robotinnovationscentre

Udover at opleve et væld af innovative teknologier blev nogle af de besøgende også klogere på Teknologisk Institut, der i de seneste år har positioneret sig som et af Europas ledende robotinnovationscentre.

En af dem var Gunner Jakobsen, der er direktør fra Biofiber-Damino A/S.

– Jeg har fået en ny indfaldsvinkel i dag. Jeg troede ikke, at Teknologisk Institut kunne så mange ting, siger han.

Også borgmester Peter Rahbæk Juhl fremhævede instituttets rolle under ROBOTBRAG’et.

– Jeg tror på, at robotter og robotteknologi kan være med til at revolutionere vores samfund, og Teknologisk Institut har en rigtig vigtig rolle i at kunne være en vidensmæssig sparringspartner for virksomheder, som har en god idé og noget teknologi, de gerne vil prøve af.

Læs mere, tjek billeder fra dagen og se en video her