Overholder mærkning af fødevarer amerikansk lovgivning?

Nu kan Teknologisk Institut hjælpe danske fødevarevirksomheder med, om mærkningen overholder amerikansk lovgivning. I forvejen tilbydes dette allerede til det danske marked og til flere eksportmarkeder i Europa. 

Den danske fødevareklynges eksport til USA er stigende og udgør omkring 10 % af den samlede danske eksport til USA. Derfor er potentialet for danske fødevarevirksomheder i at udvide eksporten til USA stort. Men det er nødvendigt at holde et vågent øje med fødevaremærkningen, idet europæiske etiketter ikke overholder den amerikanske lovgivning.

Øget kompleksitet

Situationen bliver kompliceret af, at der i USA er hele tre forskellige organisationer, som regulerer fødevaremærkningen.

  • FSIS (Food Safety & Inspection Service) regulerer kødprodukter
  • TTB (Alcohol and Tobacco Tax and Trade Bureau) regulerer alkohol
  • FDA tager sig af resten af fødevarerne.

Det kræver derfor viden om de særlige regler indenfor de forskellige kategorier at eksportere til USA. Her har Teknologisk Institut opbygget kompetencer indenfor FDA lovgivningen, da den dækker bredest og dermed kan hjælpe flest fødevarevirksomheder.

Særlige krav

Der er i den forbindelse en række særlige krav, som de danske fødevarevirksomheder skal være opmærksomme på. Sektionsleder for Fødevarekarakterisering og sikkerhed Inger Olesen på Teknologisk Institut forklarer her, hvad de går ud på:

“I forhold til danske og Europæiske forhold er der i USA markant andre regler for mærkningens udformning og placering. Der er krav om at deklarere et udvidet næringsindhold bl.a. vitaminer og mineraler. Der gælder også det særlige, at er der fremmede sprog på mærkningen, så skal alle de krævede oplysninger også stå på dette sprog. Kan man ikke dække al dansk/EU-fælles mærkning med en US-etiket, må man derfor pakke i anden emballage”.

Det er dermed en anden detaljeregulering af, hvordan etiketten er stillet op ved eksport af fødevarer til USA.

Læs meget mere her