Nyt luftlab skal teste for gasser og partikler

Teknologisk Institut åbner nyt Renluftslaboratorium, som skal hjælpe virksomheder med test og udvikling af teknologi til luftrensning. Laboratoriet kan eksempelvis dokumentere teknologier, som kan begrænse madspild.

Teknologisk Institut har investeret i et nyt, avanceret Renluftslaboratorium, som gør det muligt for GTS-instituttet at hjælpe virksomheder med udvikling og kontrollerede tests af luftrensningsteknologier til fx indendørs brug.

I det nye Renluftlaboratorium, som har en volumen på 20 kubikmeter, er det muligt at teste en luftrenseteknologi overfor kontrollerede koncentrationer af specifikke gasser og partikler, som kan skræddersyes til den enkelte virksomheds behov. De præcise målinger gøres mulige af designet og belægningerne i det lufttætte laboratorium, hvilket sikrer at påvirkningen fra omgivelserne er minimal.

– De nye muligheder, som laboratoriet giver, har allerede vist sig nyttige – ikke kun ved måling på luftrensere, men også ved kontrollerede tests af filtre og dokumentation af emissioner fra forbrugerprodukter. For eksempel i udviklingsfasen af nye produkter som lavemitterende levende lys. Den opnåede viden hjælper bl.a. producenter til at forstå og optimere eksisterende luftrensnings¬teknologier og med at opnå en bedre dokumentation for deres produkter, siger seniorspecialist Morten Køcks, Teknologisk Institut.

Produktforståelse og dokumentation

Indtil videre har Teknologisk Institut blandt andet brugt Renluftslaboratoriet som led i et samarbejde med JIMCO A/S om test af effektiviteten af firmaets luftrenser over for gassen ethylen. Ethylen fremskynder nemlig modningen af frugt og grønt, hvorfor koncentrationen af ethylen på lagerfaciliteter eller ved transport skal kunne holdes under et vist niveau.

– Vi har længe vidst, at vores produkter kunne bruges til at reducere ethylen i luften, men vi har aldrig fået det dokumenteret af en uvildig tredjepart. Vores kunder har et stigende krav om, at effekten af vores produkter inden for luftrensning er dokumenteret, siger Michael Kløcker, Business Unit Manager hos JIMCO A/S.

Forsøgene i laboratoriet dokumenterede, at rensningsteknologien reducererede mængden af ethylen markant. Derved åbnedes testen og den følgende dokumentation døren for potentielt længere holdbarhed af frugt og grønt.

Det nye laboratorium er fleksibelt, og man vil fx kunne tilkoble avancerede instrumenter til måling af gasser og partikler i luften. I arbejdet med JIMCO A/S er der således målt med højavanceret gasmåleudstyr (PTR-MS), der kan måle flere relevante gasser samtidig. Dermed kan eventuelle nedbrydningsprodukter også analyseres.

Læs mere her