letvægtsskibe

Nyt DBI-projekt skal forbedre sikkerheden på letvægtsskibe

Et nyt projekt i DBI ser nærmere på letvægtsskibet Umoe Ventus, der brød i brand og sank ved udgangen af 2015. Formålet er at opnå en mere virkelighedsnær risikovurdering af små FRP-skibe. 

Den 23. december 2015 udbrød der brand på skibet Umoe Ventus, der var bygget af letvægtskomposittet Fibre-Reinforced Polymers (FRP). Skibet var på vej fra Norge til Tyskland, og bare 15 minutter efter, at branden var visuelt bekræftet, var hele fartøjet omspændt af flammer. Kraftig røg og den voldsomme flammespredning betød, at de tre mand ombord hurtigt valgte at evakuere skibet, der gik på grund og udbrændte.

Men hvad havde det betydet, hvis de årsager, der blev skibets endeligt, var blevet opdaget i designfasen? Og havde det ændret noget, hvis besætningen havde været trænet i at håndtere brand på et FRP-skib? Det skal et nyt DBI-projekt ved navn ‘Nye brandstrategier efter Umoe Ventus’ nu forsøge at svare på.

Både teknisk og menneskelig projektdel

– “Projektet har en teknisk og en menneskelig del. På det tekniske område samarbejder vi med skibsdesignvirksomheden OSK ShipTech for at klarlægge, hvilke af de faktorer, som medvirkede til branden, man med brandrådgivning kunne have undgået i designfasen”, siger Carsten Møller, forsknings- og innovationskonsulent hos DBI.

Den anden del af projektet ser nærmere på den menneskelige faktor. For ifølge Den Maritime Havarikommissions rapport om forliset opførte besætningen sig ikke, som den burde, når der er tale om et skib af FRP.

– “Vores hypotese er, at de var trænet efter omstændighederne på store stålskibe og ikke på et FRP-skib, hvor røgudviklingen og flammespredningen er voldsommere. Derfor fulgte besætningen ikke procedurerne for brandbekæmpelse og korrekt evakuering”, siger Carsten Møller.

De to dele af projektet skal tilsammen danne grundlag for en ny brandstrategi for små FRP-skibe, der også indeholder anbefalinger til brandtekniske anlæg og træning af mandskabet. Projektet løber fra foråret 2017 til udgangen af året. Ud over DBI deltager Søfartsstyrelsen, Den Maritime Havarikommission og OSK ShipTech.

Projektet er sponsoreret af Den Maritime Fond.

Læs mere i Brand & Sikring