Vinderen af AgroTech Challenge fundet

Det var en gruppe på fem studerende, der kom på et unikt produkt i løbet af de blot fire dage AgroTech Challenge varerede. De studerende fik til opgave at finde anvendelsesmuligheder til de 700 kg. svampe, der hver uge kasseres hos Tvedemose Champignon.

Ideen går ud på at bruge de ellers kasserede svampe til en umami smagssætter, fordi de har et højt indhold af naturlig glutaminsyre, der registreres af smagsløgene som umami også kendt som den 5. grundsmag. Andre fødevarer har også umami smag, men det unikke ved champignon er, at de er vegetabilske og har et lavt energi- og saltindhold.

Hos virksomheden Tvedemose Champignon er indehaverne begejstrede for ideen, som de vil arbejde videre med:

”Jeg kan dårligt få hænderne ned”, siger Jens Christian Hansen, ejer af Tvedemose Champignon og fortsætter:

”Det her kan blive et helt nyt forretningsområde for os. Der findes kun produkter fra Asien, der er intet lignende produkt i Europa. De produkter, der findes i Asien er produkter, der er tørrede i det fri, så de er ikke så rene, som det vi vil producere”.

Præsenteres og testes på Food Festival

Udover vinderidéen kom der andre gode idéer på banen fx en relish fremstillet af kasseret romainesalat. Idéerne færdigudvikles af AgroTech og præsenteres og testes på Food Festival i Aarhus fra den 5. til den 7. september.

Læs mere på AgroTechs hjemmeside

Læs om AgroTech