Universal Robots

Universal Robots er Danmarks mest innovative virksomhed

Universal Robots får hovedprisen i InnovationSTORM 2013 for at skabe arbejdspladser og vækst med en konkurrencedygtig teknologi, som erhvervslivet efterspørger.

Omkring 200 danske virksomheder meldte sig til konkurrencen og 25 virksomheder blev nomineret. Ud over æren, modtog Universal Robots også hovedpræmien på 200.000 kr.

Opstart med hjælp fra Vækstfonden og Syddansk Innovation

Indtil for få år siden var industrirobotter kun noget man stødte på i bilindustrien og store produktionsvirksomheder. Universal Robots’ vision var at skabe en nem tilgængelig robotteknologi. I 2008 så Vækstfonden potentialet i Universal Robots’ robotarme og investerede sammen med Syddansk Innovation og virksomhedens ledelse 10 millioner kr. i virksomheden.

En hensynsfuld, omstillingsparat og lærenem robot

Hemmelighed bag Universal Robots’ succes er, at de tog udgangspunkt i behovet hos de små og mellemstore virksomheder. Derfra udviklede de robotter, hvor sikkerhed, fleksibilitet og brugervenlighed var afgørende. Resultatet blev robotter som ikke blot optimerer produktionen, men som også er hensynsfulde, omstillingsparate og lærenemme.

Rivende udvikling og høje ambitioner

Det har betydet succes for Universal Robots, som på bare fire år er vokset fra 10 til 75 medarbejdere. Virksomheden er repræsenteret på fem kontinenter med datterselskaber i New York og Shanghai. Ambitionerne hos Universal Robots forbliver høje, og de ser et stort potentiale i at skabe flere markedsandele for robotter.

Læs mere om de andre vindere til InnovationSTORM 2013.

Læs også et interview med Universal Robots’ stifter Esben Østergaard hos Teknologisk Institut.