Tracking-eksperiment stjal opmærksomhed til konference

Op mod 100 deltagere meldte sig til blive tracket på Geoforums årlige konference, Kortdage 2016, der blev afholdt fra den 7.-9. november i Musikhuset i Aarhus. Alexandra Instituttet har leveret den teknologi, der registrerer, hvordan deltagerne bevæger sig rundt i løbet af konferencen.

Tracking-eksperimentet fungerede ved, at de deltagere, der ønskede at medvirke, fik udleveret en Bluetooth-beacon. Deltagernes bevægelser viste så, hvorvidt der opstod interessante datamønstre undervejs. Her blandt andet om der var oplæg eller boder, der var mere populære end andre.

Opsamlet af 19 Raspberry Pi-sensorer

Bevægelserne registreredes af 19 specialkonfigurerede Raspberry Pi-sensorer, der var opstillet bestemte steder i Musikhuset. Dataene røg herefter gennem en umiddelbar filtrering på selve sensorerne for at fjerne støj. Herefter blev de sendt videre til Alexandra Instituttets IoT-platform, hvor der blev foretaget en mere avanceret processering af data. Efterfølgende blev resultaterne offentliggjort via en webserver, der både viste live-data og historiske data.

Ifølge Morten Fuglsang fra Geoforum, der er medansvarlig for tracking-eksperimentet, giver brugen af beacons flere muligheder. Både i forhold  til at lære noget om, hvordan en konference lever, samt hvad det er for nogle oplæg, som folk vælger til og fra. Det er også muligt at tracke på individniveau og se, hvor den enkelte person har været, hvilke oplæg personen har set og hvem vedkommende har været i nærheden af.

“Man kan bruge dataene til at skabe dialog og til at skabe noget progression over, hvad det er for nogle data, som man giver tilsagn til, når man siger ja til at være med i sådan et tracking-arrangement,” forklarer han.

Privacy helt centralt

For Alexandre Alapetite, der er Senior Software/ICT Engineer på Alexandra instituttet, er det helt centralt, at folk deltager frivilligt.

“Vores første projekt med Bluetooth-sporing lavede vi i Københavns Lufthavn i 2006, og helt fra starten har vi været opmærksomme på at privacy er et centralt aspekt. Især er formålet vigtigt, fordi der er stor forskel på, om nogle data bliver indsamlet til kommerciel brug, fx til reklamer. Eller om det er almennyttigt for at blive klogere på fx en service. Det er en balance mellem, hvor mange persondata man giver ud versus det, man får ud af det. Hvis det er for ubalanceret, er det ikke i orden,” forklarer han.

Større opmærksomhed på databrug

Rikke Hvilshøj, der er formand for Dansk IT, var en af de deltagere, der havde sagt ja til at blive tracket. Hun synes især, det er interessant, om det kommer til at ændre vores adfærd.

“Hvis vi oplever, at vores data i al for høj grad bliver brugt til at at kontrollere i stedet for at servicere, så tror jeg, at vi bliver mere opmærksomme på, hvad det er for data, der bliver opsamlet om os. Jeg tror, at vi kommer til at prøve os frem. Der vil nok komme mange diskussioner om, hvor grænsen går og hvornår den bliver overskredet. Og så skal vi nok også være opmærksomme på, om indsamling af data kommer til at ændre vores adfærd,” sagde hun, da hun var med til at åbne konferencen.

Læs mere her, hvor du også kan se et indslag, som TV2 Østjylland har lavet om projektet