Temadag om spildevands- og afløbssystemer

Arbejder du med bæredygtig byudvikling, afløbssystemer eller optimering inden for vandsektoren? Så kom og hør om DHI’s forsknings- og udviklingsarbejde på området.

På DHI’s temadag præsenterer GTS-instituttet sine forsknings- og udviklingsaktiviteter inden for spildevands- og afløbssystemer. Specielt vil der være fokus på smarte løsninger til at skabe klimarobuste og bæredygtige byer. Herunder eksempelvis klimatilpasning af danske afløbssystemer, samt styrkelse af ressourceeffektivitet i vandsektoren.

Stort potentiale i nye løsninger

Der er stort perspektiv i at arbejde videre med DHI’s resultater. Implementering af intelligente klimatilpasningsløsninger, med henblik på at reducere oversvømmelser i Danmark, anslås nemlig at kunne medføre store besparelser. Ligefrem snakker man om en besparelse på 25-30% i forhold til mere konventionelle løsninger.

“Specielt kommuner, kommunale spildevandsselskaber, leverandører og rådgivere samt relevante SMV’er kan med stor fordel deltage i temadagen den 12. december og være med til at diskutere initiativer og bæredygtige løsninger inden for spildevands– og afløbssystemer,” siger Ole Mark, Forskningschef hos DHI Danmark, om temadagen.

Du kan se hele programmet her

Det praktiske

Temadagen finder sted mandag den 12. december 2016, og varer fra kl. 13.00 til 16.00. Det hele løber af stablen i DHI’s lokaler på Agern Allé 5, 2970 Hørsholm

Deltagelse i arrangementet er gratis, og tilmelding kan ske her inden den 5. december.

Om DHI’s forsknings og udviklingsaktiviteter

DHI’s strategi er at medvirke til at styrke udvikling af nye teknologiske kompetencer og serviceydelser til gavn for det danske erhvervsliv og samfundet som helhed. Det fremgår af den Resultatkontrakt for perioden 2016-2018, som DHI som GTS-institut har indgået med Styrelsen for Forskning og Innovation under Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Billede: © iStock / Schlol