Teknologisk Institut inviterer til ROBOTBRAG

Teknologisk Institut slår fredag den 25. november 2016 dørene op for sine robot- og velfærdsteknologifaciliteter i Odense fra kl.10-17, hvilket sker i anledning af European Robotics Week. Alle nysgerrige produktionsvirksomheder, kommuner og andre relevante aktører kan derfor komme ind og få et kig på de nye, innovative teknologier, der står og venter rundt om hjørnet.

Teknologisk Institut har i de seneste år positioneret sig som et af Europas ledende robotinnovationscentre. Faciliteterne i Odense er et levende værksted og laboratorium, der både fungerer som et inspirerende besøgscenter og som omdrejningspunkt for teknisk udvikling og afprøvning af innovativ teknologi til industri, produktion, velfærd og service.

Til ROBOTBRAG på Teknologisk Institut vil der dagen igennem være mulighed for at få en rundvisning i centret. Her vil man kunne skabe bekendtskab med morgendagens robotter. De vil arbejde hele dagen, alt imens husets eksperter også vil stå klar til at svare på spørgsmål inden for områder såsom:

• Industrirobotter og automation

• Fleksible robotter

• Mobile robotter og droner

• Sensorer og vision

• Velfærdsteknologi

Mød robotleverandører og nyt CareLab

Arrangementet vil samtidig give et indblik i Teknologisk Instituts planer for et nyt innovations- og testcenter for velfærdsteknologi – CareLabInnovation. Et center, som skal skabe rammer for nye og bedre teknologier til den danske pleje- og sundhedssektor.

Ud over centrets egne folk, vil det også være muligt at møde et stort udvalg af robotleverandører og robotnetværk, som vil være repræsenteret til arrangementet. På denne baggrund skulle der være rig mulighed for at hente inspiration og viden med hjem, eksempelvis til ens egen produktionsvirksomhed.

Efter klokken 15 åbnes faciliteterne slutteligt op for offentligheden, hvor alle interesserede er velkommen til at få et kig ind i fremtiden.

Se hele programmet og tilmeld dig her