Teknologi og nytænkning skal reducere betonaffald

Byggeriet er ofte i fokus når snakken falder på ressourceeffektivitet og CO2-besparelser, og på Teknologisk Institut sørger man for at sætte handling bag ordene. Blandt andet arbejder man med teknikkerne Design for Disassembly og 3D printet beton – metoder, der kan få afgørende betydning for både genanvendelse og forebyggelse af betonaffald.

Man arbejder på at udbrede den cirkulære omstilling mange steder i bygge- og anlægsbranchen. Der er dog stadig et stort potentiale, når det gælder fx affaldsreduktion. På Teknologisk Institut bliver der derfor arbejdet aktivt på at reducere byggeaffald på flere fronter, blandt andet ved øget genbrug af beton gennem Design for Disassembly (DfD).

Katja Udbye Christensen er faglig leder på Teknologisk Institut og arbejder til daglig med at hjælpe byggebranchen med den cirkulære omstilling.

– Vi hjælper virksomheder med at udnytte det betonaffald der generes, når eksisterende bygninger skal nedrives. Beton har både lang levetid og god holdbarhed, og derfor er potentialet for genbrug stort. Men vi ser også et stort potentiale i det at forebygge generering af affald og her kan både Design for Disassembly og andre nye teknologier gøre en forskel, siger Katja Udbye Christensen

Fokus på de mindre byggekomponenter

Traditionelt støbes betonkonstruktioner sammen, hvilket gør det umuligt at adskille dem uden beskadigelse.

– Når vi arbejder med Design for Disassembly anvender vi betonelementer med samlinger, der kan skilles ad, og det betyder, at hele konstruktionsdele kan genbruges i nye byggerier, når den gamle bygning skal rives ned, forklarer Katja Udbye Christensen.

Der eksisterer allerede produkter på markedet som tillader adskillelse og senere genbrug. Produkterne består dog ofte af hele konstruktionselementer med mekaniske samlinger. På Teknologisk Institut har specialisterne i stedet valgt at beskæftige sig med mindre byggekomponenter.

– Fordelen ved at arbejde med mindre komponenter er en større designfrihed når betonkonstruktionerne skal genbruges i et nyt byggeri. Komponenterne samles ved hjælp af efterspænding med trækstænger i stål. Modsat traditionel armeret beton, kan konstruktionen let adskilles og genbruges eller sorteres i rene materialefraktioner i tråd med Design for Disassembly-tankegangen, forklarer Katja Udbye Christensen.

Stort potentiale i fri formgivning

En forholdsvis ny teknologi, som også kan bidrage til en reduktion af betonaffald er 3D printet beton (3DCP). Derfor arbejder man hos Teknologisk Institut også på et koncept som kobler DfD og 3DCP.

Johannes Greisen arbejder til daglig med teknologien, og han ser et stort potentiale i et mere frit formet betonbyggeri med en effektiv bygge- og adskillelsesproces, som vil kunne understøtte genanvendelse og genbrug.

– Hvis vi for alvor skal gøre byggeriet bæredygtigt og cirkulært så er 3DCP et interessant sted at kigge hen. 3D-print teknologien giver mulighed for at lægge materiale præcis dér, hvor der er brug for det. Det betyder, at betonkonstruktionen kan optimeres på en helt ny og effektiv måde, siger Johannes Greisen.

Vil du vide mere? Kontakt:

Katja Udbye Christensen, Faglig leder, kudc@teknologisk.dk, tlf: 7220 2089

Johannes Greisen, Seniorspecialist Phd, jrg@teknologisk.dk, tlf: 7220 2271