Stor stigning i antallet af nye industrirobotter i Danmark

2016-udgaven af International Federation of Robotics (IFR) årlige statusrapport om robotteknologi blev for nyligt offentliggjort. Rapporten viser bl.a., hvor mange industrirobotter der installeres i verden, herunder også Danmark. Dansk Robot Netværk – DIRA – hæfter sig i en pressemeddelelse ved at det går godt herhjemme.

I Danmark har industrirobotterne nemlig endnu en gang været i fremgang, da der er blevet installeret 752 nye robotter i 2016. Det er 124 flere end året før. Det tyder derfor på at udbredelsen af robotteknologi i industrien stadig ved at indfri sit potentiale.

Haler ind på konkurrenterne

De nye tal fra IFR viser samtidig, at danske industrivirksomheder haler ind på flere af de lande, der regnes for førende på området. Disse lande tæller Japan, USA, Sydkorea og Tyskland, og fælles for dem er at de ikke oplever samme høje stigninger som man gør i Danmark.

– En vækst i salget fra 2015 til 2016 på 20 procent viser, at der stadig er et uopfyldt potentiale for anvendelse af robotter i Danmark. Mere interessant er det, at der i Danmark bliver investeret i relativt flere robotter end de lande, som vi normalt sammenligner os med. F.eks. har Tyskland ingen vækst i salget af robotter. Tallene bekræfter at danske virksomheder tilsyneladende har forstået fordelene ved robotteknologi før konkurrerende virksomheder i udlandet, hvilket giver danske virksomheder og Danmark en stor konkurrencefordel, til gavn for hele det danske samfund. Denne udvikling støtter DIRA aktivt med nye initiativer, fortæller DIRAs formand Cornelius Olesen.

De generelle tal og tendenser fra rapporten kan du læse mere om på IFRs hjemmeside.

DIRA – Dansk Robot Netværk er et netværk med mere end 160 virksomheder og institutioner, der udvikler, fremstiller eller anvender robotteknologiske komponenter eller løsninger. Netværket arbejder målrettet for at sprede budskabet om, at indførelse af automatisering og robotteknologi skaber og fastholder dansk industriproduktion og dermed bidrager markant til den danske velfærd.