Sådan skal DBI-projekt understøtte Femern Bælt-forbindelsen

DBI står i spidsen for et nyt projekt, Femern SafetyLab, som skal udvikle teknologi, der kan hjælpe danske producenter med at teste nye løsninger til brand og evakuering i forbindelse med den kommende Femern Bælt-forbindelse.

Projektet indebærer et virtuelt testmiljø (SafetyLab) for nye sikkerhedsteknologier, hvor producenter tidligt i udviklingsarbejdet kan undersøge nye produkters egenskaber og samtidig se, hvordan de fungerer i samspil med andre tekniske installationer og løsninger for f.eks. sprinkling og evakuering. Dermed fås en indikation af, hvor nye produkter evt. bør optimeres.

Projektet skal desuden udvikle en digital beredskabssimulator, der udnytter den store mængde data, som bygninger producerer.

– Moderne byggeri er fyldt med sensorer, detektorer og kameraer. Med beredskabssimulatoren udnytter vi de data, som hele tiden indsamles. Det giver mulighed for at foretage en live-risikovurdering – f.eks. ved at holde øje med, hvor mange lastbiler med kemikalier der kører ned i Femern Bælt-forbindelsen. De data kan give mere realistiske vurderinger af truslerne og vise, hvilke scenarier man skal være forberedt på, siger projektleder Ditte Rønhøj Frostholm fra DBI.

Store fremtidsperspektiver

I første omgang bliver beredskabssimulatoren udviklet til Femern Bælt-forbindelsen, men kan på sigt bruges af facility-managers i alle større moderne byggerier – f.eks. hospitaler, hvor den vil være med til at give bedre overblik og mere realistiske scenarier at planlægge efter.

Også SafetyLab kan potentielt anvendes til testløsninger i virtuelle udgaver af alle bygninger. F.eks. kan brandrådgivere eller installatører teste, hvordan de løsninger og brandstrategier, de anbefaler i en given bygning, reelt vil fungere.

Femern Bælt-projektet løber over de kommende tre år. DBI er projektejer, og derudover deltager Alexandra Instituttet, Innovationsnetværket Femern Bælt, Rambøll og Aalborg Universitet. Desuden bidrager Lund Universitet og KICT (Korean Institute of Construction Technology) med viden til projektet.

Læs mere her

Har du spørgsmål, så kontakt projektleder Ditte Rønhøj Frostholm på tlf. 30 56 37 17.