Robotterne skal polstres til livet udenfor fabriksgulvet

Med en ny resultatkontrakt vil Teknologisk Institut bane vejen for, at robotter kan rykke ud fra fabrikkernes beskyttede miljøer. Eksempelvis spås robotterne at kunne bidrage til arbejdsgangene inden for fødevareproduktionen og sundhedsplejen, som ofte byder på krævende omgivelser for robotter.

Hvad har fødevareproduktion, sundhedspleje og vedligeholdelse af infrastruktur til fælles? Det er alle sammen områder, der er kendetegnede ved øget krav til produktivitet, hårdt og nedslidende arbejde og en stigende udfordring med mangel på arbejdskraft.

Derfor vil Teknologisk Institut i en ny resultatkontrakt, Emerging Robotics, i samarbejde med industrien udforske potentialet for robotteknologi i de tre områder og udvikle, demonstrere og formidle teknologier, der kan muliggøre brugen af robotteknologi.

– Omgivelserne er desværre ofte en stor barriere, når det kommer til robotløsninger uden for fabriksgulvet som f.eks. landbrug, energi, og gartneri, der foregår udendørs. Her kan vind, luftfugtighed, lysforhold og adgangsforhold vanskeliggøre idriftsættelse af robotter, og det stiller nogle nye krav til robotteknologien, fortæller Thomas Sølund, der er faglig leder hos Teknologisk Institut.

Teknikker til navigation

– Det kræver f.eks. udvikling af avancerede teknikker til navigation i meget ustrukturerede miljøer ved at benytte kunstig intelligens, avancerede planlægningsalgoritmer og computer vision. Samtidig er sikkerhedsgodkendelsen af robotter uden for fremstillingsindustrien udfordrende, da der ikke altid findes robotter, som en sikkerhedsgodkendelse kan baseres på, tilføjer han.

Ifølge prognoser fra ”International Federation of Robotics” (IFR) vil antallet af den type robotløsninger uden for den traditionelle fremstillingsindustri, også kaldet servicerobotter, stige med 20-25 procent i 2020 – en vækst danske virksomheder gerne skulle tage del i.

Emerging Robotics, som varer to år, har fået bevilliget 4.845.000 kr. pr år. fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse.

Læs mere her

Foto: iStock