Opfinderrådgivningen

Opfinderrådgivningen eksporteres til Caribien

Det er et veritabelt erhvervsfremme-eventyr, når Opfinderrådgivningen nu skal opbygges og udbredes til borgerne på Trinidad & Tobago. Det er ækvivalenten til Teknologisk Institut i Danmark, Caribbean Industrial Research Institute (CARIRI), som investerer i at opbygge deres version af en opfinderrådgivning, der henvender sig til alle borgere i øriget med gode ideer.

Opfinderrådgivningen skal bl.a. være med til at rekruttere, træne og undervise lokale opfinderrådgivere i den særlige disciplin at rådgive borgere om deres ideer.

Opfinderrådgivningens unikke tilgang

”Det er en stor ting for os og for Danmark. Opfinderrådgivningen har over 40 års know how i at rådgive og modne borgerideer og afsætte de bedste på licensaftaler med eksisterende virksomheder. På verdensplan er Opfinderrådgivningens tilgang til rådgivning og forretningsmodel unik. Det er helt oplagt, at vi deler vores viden, så andre lande kan opnå samme positive effekter ved at fokusere på processen fra ’borgeride til bundlinje”, siger Kasper Birkeholm Munk, der er teamleder i Opfinderrådgivningen.

Licensaftaler for milliarder

Opfinderrådgivningen oplever dagligt potentialerne for at skabe job og vækst, når hverdagens inspiration fører til ideer og koncepter. Der er et stort potentiale for innovation over hele kloden, som kan bidrage til både virksomheds- og samfundsmæssig vækst. Den seneste effektmåling af Opfinderrådgivningens arbejde i Danmark estimerer, at der er skabt over 1.000 arbejdspladser og omsætning for 2,7 milliarder kroner på licensaftaler indgået mellem iderige borgere og virksomheder i perioden 2000-2009.

Særdeles interessant

”Det er særdeles interessant at Trinidad og Tobago er interesserede i at opbygge en opfinderrådgivning og lader sig inspirere af Danmark, hvor vi i mange år har haft dette spændende instrument til at skabe værdi gennem private borgeres idéer. Vi er derfor glade for at Teknologisk Institut nu vil hjælpe Trinidad og Tobago med at etablere deres opfinderrådgivning ”, siger Nicolai Zarganis, Kontorchef for Innovationspolitisk Kontor, Styrelsen for Forskning og Innovation.

Opfinderrådgivningen passer godt ind i Trinidad og Tobago, et land med stærkt fokus på iværksætteri, entreprenørskab og innovation. Opfinderrådgivningen bidrager med fokus på to vinkler: borgere som ideskabere, og vækstskabelse i eksisterende virksomheder. Samtidig skaber Opfinderrådgivningens meget praktiske rådgivning og fokus på afklaring af marked et alternativ til flere års stærkt fokus på afklaring af teknologi.

Om Opfinderrådgivningen

Opfinderrådgivningen har i over 40 år været et særligt hjørne af erhvervsfremmesystemet, der ikke sigter mod at gøre borgere til iværksættere, men rådgiver borgerne om deres ideer med henblik på at kommercialisere de bedste og lave licensaftaler mellem idehavere og virksomheder.

Opfinderrådgivningen rådgiver årligt mere end 5000 iderige borgere om deres gode ideer. Ordningen har hjemsted på Teknologisk Institut og trækker på viden om teknologi, materialer og processer, som findes i righoldigt mål i instituttets polytekniske bagland samt fra et stærkt netværk af samarbejdspartnere.

Opfinderrådgivningen driver også en skoletjeneste, der træner og inspirerer fremtidens værdiskabere og hvert år underviser mere end 1500 elever, studerende og undervisere i ideudvikling og idevalidering gennem en meget praktisk og involverende hands on tilgang til innovation.

Teknologisk Institut åbnede i 2013 idé- og modelværkstedet Fablab TI, hvor borgerne har fri adgang til at arbejde med visualisering og prototypeudvikling samt lære nye fremstillingsteknologier at kende såsom 3D-print, laserskæring, CNC-fræsning m.m.

Læs mere om Opfinderrådgivningen