Effekt

Nyt dansk innovationscenter åbner

Uddannelses- og Forskningsministeriet etablerer sammen med Udenrigsministeriet et nyt innovationscenter i Israel. Israel er det land i OECD, hvor der investeres allermest i forskning, innovation og iværksætteri.

De danske innovationscentre spiller en stor rolle

Med det kommende center i Tel Aviv, råder Danmark over innovationscentre i syv innovationsknudepunkter verden over; München, New Delhi, São Paulo, Seoul, Shanghai, Silicon Valley og nu også Tel Aviv i Israel. Centrene spiller en stor rolle for internationaliseringen af dansk forskning, uddannelse og erhvervsliv, viser en ny evaluering af centrene.

Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs fremhæver, at innovationscenteret vil give danske forsknings- og uddannelsesinstitutioner og danske virksomheder lettere adgang til førende videnmiljøer og relevante samarbejdspartnere i Israel.

– Vi styrker dansk forskning ved at samarbejde med de bedste miljøer i udlandet, og derfor er jeg glad for at kunne åbne et nyt dansk innovationscenter. Israel investerer massivt i forskning og udvikling, og der er stort potentiale i et styrket dansk-israelsk vidensamarbejde, siger uddannelses- og forskningsministeren.

Det nye innovationscenter bliver centralt element

Frem mod åbningen vil Uddannelses- og Forskningsministeriet udarbejde en handlingsplan, som kan bidrage til at styrke samarbejdet med Israel inden for forskning, innovation og videregående uddannelser. Innovationscenteret vil indgå som et centralt element i handlingsplanen. Udenrigsminister Kristian Jensen glæder sig også over det nye innovationscenter og udtaler:

– Åbningen af et innovationscenter i Tel Aviv vil være til stor gavn for danske virksomheder og forskningsmiljøer. Israel er en iværksætternation med et af verdens førende innovationsmiljøer, og særligt inden for sundhedssektoren og grønne teknologier er der spændende muligheder for samarbejde mellem israelske og danske iværksættermiljøer og virksomheder.

Innovationscentret placeres ved den danske ambassade i Tel Aviv og forventes at åbne i efteråret 2016.