Nyt center for industriel 3D-print på trapperne

Med det første center af sin art i Danmark vil Teknologisk Institut uddanne virksomheder i stor-skala brug af industriel 3D-print. Det skriver GTS-instituttet i en pressemeddelelse.

Centeret vil være det første af sin slags i Danmark, og Teknologisk Institut vil bruge faciliteterne til at uddanne virksomheder deres ansatte i brugen af 3D-print indenfor industrien. Centeret, der vil åbne i slutningen af 2017, vil dermed kunne demonstrere og åbne op for det industrielle potentiale, som der ligger i 3D-print i metal herhjemme.

– Med centeret vil vi hjælpe virksomhederne med at skabe det industrielle gennembrud for 3D-print i Danmark. Teknologien benyttes allerede nu flere steder til prototyper, men potentialet for at implementere 3D-print i produktionskæden er lige så stor, hvis ikke endnu større, siger sektionsleder Jeppe Skinnerup Byskov, Teknologisk Institut.

Industriel interesse

Med industriel 3D-print kan man printe unikke emner i fx metal, og teknologien indeholder en række fordele inden for design, produktionstid og pris. Det passer til kundernes stigende krav om fleksible produkter og korte deadlines.

En af de første virksomheder, der er parat til at uddanne medarbejderne er Danfoss, der som partner i det nye center ser en række strategiske fordele ved at opkvalificere kompetencerne inden for 3D-print.

– Vi tror på, at 3D-printprocesserne vil blive industrialiserede inden for de nærmeste år. Ved at bruge denne teknologi i produktionen kan vi nedsætte vores omkostninger, og derfor har vi brug for uddannede medarbejdere, der er parate til at eksekvere, siger Werner Stapela, Global Head of Additive Design & Manufacturing, Danfoss.

Centeret vil bygges videre på de eksisterende 3D-print faciliteter på Teknologisk Institut, Kongsvang Alle, Aarhus. I første omgang planlægger Teknologisk Institut at investere ca. 20 mio kr. i udbyggelsen.

Læs mere her

Foto: Teknologisk Institut