direktiver

Nye direktiver i 2016 for elektronik- og apparatindustrien

I 2016 træder der nye direktiver i kraft for EMC, radioudstyr og elektrisk sikkerhed. Hvad betyder det for produktudvikling? Få overblikket her.

Det er nogle år siden direktiverne senest blev opdateret. Siden seneste EMC-direktiv i 2004 har CE-mærkningen fungeret på markederne i EU, og erfaringerne fra den frie bevægelighed af varer samt den producentstyrede godkendelsesordning har vist sine virkninger på både godt og ondt. Radio- og Teleterminaldirektivet (RTTE) fra 1999 har fungeret i en periode, hvor mængden af trådløse apparater er eksploderet og fortsat udvikler sig voldsomt.

De vigtige nye direktiver er:

  • EMC Direktiv 2014/30/EU af 26. februar 2014 omhandlende EMC (erstatter direktiv 2004/108/EF). Direktivet gælder fra 20. april 2016.
  • Radio Equipment Directive (RED) 2014/53/EU af 16. april 2014 omhandlende radioudstyr (erstatter direktiv 1999/5/EF). Direktivet gælder fra 13. juni 2016 (der er 1 års overgangsperiode, så det skal være fuldt indført 13. juni 2017).
  • Lavspændingsdirektivet (LVD) 2014/35/EU omhandlende elektrisk sikkerhed af elektrisk udstyr (erstatter direktiv 2006/95/EF). Direktivet gælder fra 20. april 2016.

I alt er 10 direktiver blevet opdateret samtidig som led i anvendelsen af ’New Legislative Framework’ (NLF). Der er en EU-forordning iværksat for at forbedre mulighederne for markedsovervågning og generelt højne kvaliteten af overensstemmelsesdokumentationen for produkter på EU-markedet.

2 direktiver, 1 dansk lov, men ikke mange nye krav

NLF-forordningen har haft den indflydelse på direktiverne, at der generelt stilles lidt højere krav til formatet og detaljeringsgraden af dokumentationen for, at direktiverne er overholdt. Dette betyder i almindelighed ikke strengere testkrav, da det i det store hele er de samme teststandarder, der fortsat skal anvendes.

Men de nye direktiver stiller større krav til identifikation af fx distributør og importør af elektronikprodukter. Det bliver gjort mere klart, at også disse skal undersøge grundigt, om elektronikprodukter rent faktisk overholder kravene, og at der ikke blot foreligger en fejlagtig eller direkte vildledende dokumentation for overholdelsen. Der optræder dog indirekte nogle få tekniske ændringer, som at fx rene radiomodtagere (dvs. uden sendefunktion, som fx en FM-radio eller en GPS-modtager) fremover skal udvise en vis immunitet overfor forstyrrelser fra andre radiosendere i brugsmiljøet. Dette er ikke teknisk nyt, men en følge af at rene radiomodtagere ikke længere hører under EMC-direktivet, men nu flyttes til Radioudstyrsdirektivet. På samme måde vil teleterminaludstyr (fx kabelbundne telefoner) fremover falde under EMC-direktivet.

Læs mere hos DELTA